”Jeg kan gøre en kæmpe forskel med små justeringer”

Hvad laver du?

Jeg arbejder på HandicapBilistCentret i Rødovre, hvor vores mål er at hjælpe borgere med et handicap med at køre bil. Centeret er ejet af og deler bygning med Ulykkespatientforeningen og Polioforeningen, men vi får flest henvisninger fra kommuner. Derfor ser vi borgere, som fejler alt mellem himmel og jord. Fra følgevirkninger efter ulykker til muskelsvind, amputationer og gigt.

Hvad bruger kommunerne jer til?

Vi vurderer, om borgeren kan køre selv og har behov for særindretning af bilen. Vi laver også forberedende sagsbehandling af ansøgninger om handicapbil, hvor vi indhenter lægeoplysninger og undersøger borgerens behov. Gangfunktion har for eksempel stor betydning for, om man kan få støtte, så jeg laver ofte helt almindelige gangtest.

Hvordan tester du ellers borgerne?

Jeg bruger blandt andet en bilattrap, som består af et bilsæde med rat og pedaler sluttet til en computer. Den kan måle borgerens reaktionstid, hvor hårdt han eller hun træder på bremsen, og hvor mange kræfter vedkommende har i armene til at dreje rattet. Bagefter sammenholder jeg resultaterne med en tur i en rigtig bil sammen med en kørelærer.

Hvorfor skal der både en kørelærer og en fysioterapeut med?

Kørelæreren sidder på passagersædet, så han kan orientere sig i trafikken og gribe ind, hvis borgeren ikke selv kan styre. Jeg sidder bag kørelæreren, så jeg kan se, hvordan borgeren betjener bilen. Hvis han eller hun har et spastisk ben, holder jeg øje med, om det kommer i karambolage med pedalerne.

Jeg kan også foreslå et ekstra spejl, hvis borgeren har svært ved at dreje nakken eller en knop på rattet, der gør det lettere at dreje rundt. Efter nogle ture laver vi en fælles vurdering af, om det er sikkert for borgeren at køre bil.

Oplever I, at borgerne er uenige i jeres anbefalinger?

Ja, det sker desværre. Jeg havde en svær sag med en borger, der gerne ville køre bil igen efter en blodprop i hjernen, som havde gjort ham lam i højre side.

Fysisk kunne det lade sig gøre ved hjælp af en speederpedal til venstre fod. Men mentalt havde han svært ved at bevare overblikket.

Der opstod flere farlige situationer på turen, hvor kørelæreren måtte overtage styringen, fordi borgeren blandt andet skiftede vognbane uden at orientere sig. Desværre var hans selvindsigt også blevet svækket af sygdommen, så bagefter syntes han selv, at det var gået rigtig godt.
  

Hvordan håndterede du den situation?

Hvis borgerne er uenige med os, kan de vælge at gå op til en udvidet køreprøve hos politiet. Det ønskede denne herre til at begynde med. Men for at få ham til at forstå vores bekymringer, talte jeg køreturen igennem med ham og fremhævede, at han havde været lige ved at køre ind i en cyklist.

Efter nogle dage ringede han og sagde, at han havde besluttet at acceptere vores beslutning. Mit eksempel havde fået ham til at spørge sig selv, om han var parat til at køre en person ned, fordi han insisterede på at beholde kørekortet. Det var han selvfølgelig ikke.

Hvad er det sværeste ved dit job?

Jeg bruger meget krudt på at følge med i ny lovgivning, så mit arbejde lever op til standarden hos de myndigheder, vi samarbejder med. Det er man ikke lige rustet til som fysioterapeut. Men vi løser det ved at have enormt meget intern sparring, så jeg sender aldrig en rapport ud af huset, før den er blevet korrekturlæst af en kollega.

Hvad er det bedste?

At jeg kan gøre en kæmpe forskel med små justeringer. Det kræver lidt detektivarbejde at finde ud af, hvad der gør det muligt for den enkelte at køre bil. En pige fra køreskolen var så dårligt gående, at min første tanke var, at hun ikke kunne bruge sine ben til at træde på pedalerne.

Lægen havde også anbefalet en bil med håndbetjening, hvor speederen og bremsen sidder ved rattet. Men det var svært for hende, så hun var lige ved at opgive at få kørekort. I bilattrappen opdagede jeg, at hun kunne bevæge fødderne frit, når bare hun sad ned. Så kørelæreren og jeg testede hende i en bil med almindelige pedaler, og det gjorde det lettere for hende.