Sølvbryllup med McKenzie

Det startede i 1995; samme år som Prins Joachim blev gift med Alexandra Manley, hvor der blev sat punktum i Tamilsagen, og hvor Michael Jackson udgav albummet HIStory.

Fire fagligt engagerede fysioterapeuter havde sat hinanden i stævne på færgelejet Ebeltoft-Odden – Ole Meyer, Lene Skytte, Merethe Fehrend og Uffe Lindstrøm – og det var her, mens de ventede på færgen, at de blev enige om, at deres fag trængte til en vitaminindsprøjtning.

De var alle fire dybt inspirerede af den træning i Mekanisk Diagnostik og Terapi, de havde fået på deres faglige udlandsophold hos den newzealandske fysioterapeut, Robin McKenzie: manden, der ved et tilfælde havde opdaget en ny behandlingsmetode tilbage i 1950’erne.

Hos ham havde de oplevet, hvordan diagnosticering og behandling baserede sig på en mekanisk subgrupperingsmodel, som hurtigt afgjorde, hvem der kunne have gavn af metoden, og hvem der ikke kunne. Undersøgelsesmodellen tog udgangspunkt i, hvordan folk reagerede på forskellige funktionelle belastninger, og behandlingsplanen blev lagt derefter. Med en bemærkelsesværdig stor effekt.

De danske fysioterapeuter havde samtidig erfaret, hvordan Robin McKenzie satte patienten i centrum på en helt anden måde, end man var vant til på daværende tidspunkt, med grundig formidling og konsekvent fokus på at understøtte patientens evne til selvbehandling.

Alt det ville de fire foregangsmænd- og kvinder gerne have udbredt kendskabet til blandt deres danske kolleger. Kort efter blev det danske McKenzie Institut stiftet som en demokratisk nonprofit organisation, som hurtigt fik fagligt fodfæste.

Bro til ny viden

”Formålet var, at danske fysioterapeuter skulle have så nem adgang til de nye faglige strømninger som muligt, og at mindske barrieren for at tilegne sig ny viden og indsigt i metoden er stadig selskabets vigtigste berettigelse,” siger 35-årige Mathias Holmquist, som er certificeret kliniker og formand for Dansk Selskab for Mekanisk Diagnostik og Terapi (MDT) – det faglige selskab, som McKenzie Instituttet overgik til, efter at Dansk Selskab for Fysioterapi blev grundlagt.

Både dengang og nu var et væsentligt formål også at støtte den muskuloskeletale forskning.

”Jeg ser os som et fagligt selskab, der er sat i verden for at bygge bro imellem topforskere og klinikere, så vi både kan bidrage til forskningen og sikre, at ny viden bliver implementeret så effektivt som muligt i hverdagen,” siger Mathias Holmquist og oplyser, at selskabet f.eks. netop har oprettet og delvist finansieret et ph.d-stipendiat i tilknytning til det nye muskuloskeletale speciale på Aalborg Universitet.

”Det vil vi gerne understøtte,” siger han og glæder sig over, at søgningen til selskabets kurser også fortsat er høj.

”Den gyldne tid var jo tilbage i 1990’erne. Dengang var alle kurser i MDT ekstremt velbesøgte, og der var et stort behov for at tilegne sig den tilgængelige viden, og selv her 35 år efter, uddanner vi stadig omkring 400 kursister om året,” konstaterer selskabets formand.

Det tager han som et udtryk for, at metoden stadig giver mening for rigtig mange – både fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle. Præcis som den gjorde for ham selv, da han var ny i faget.

En god investering

Mathias Holmquist stiftede bekendtskab med metoden i sin kliniske praksis under grunduddannelsen.

”Her var jeg så heldig at blive ansat et sted, hvor der var tre fysioterapeuter med den højeste uddannelse i MDT; Ole Meyer, Lene Skytte og Camilla Nymand. De var knalddygtige, og jeg blev meget inspireret af at se, hvordan de arbejdede,” forklarer han.

Den systematiske tilgang i udredningen og den måde, patienten var i centrum, tiltalte den unge Mathias Holmquist.

”Og så kunne jeg jo se, hvordan de tre garvede kolleger fik succes med patienter, jeg selv kæmpede lidt med, så jeg besluttede, at fremfor at tage en masse efteruddannelseskurser i forskellige retninger, ville jeg være rigtig god til MDT,” fortæller han.

Foto: Jesper Voldgaard

Mathias Holmquist ville samtidig gerne have papir på sine evner, så han tog den internationale MDT Diploma-eksamen som en ekstra femårig uddannelse for egen regning.

”Det kostede mig 85.000 kroner, men jeg tænkte, at det nok ville komme igen,” siger han og konstaterer, at det ikke var nogen helt dum investering.

I dag er Mathias Holmquist medejer af Aarhus Rygklinik, hvor folk betaler af egen lomme for den specialiserede MDT-behandling af ryg, nakke og skuldre uden støtte fra sygesikringen. Den frihed, det giver, sætter han stor pris på.

Forud for sin tid

I forhold til inddragelsen af patienter var McKenzie-metoden langt forud for sin tid, fremhæver Mathias Holmquist. Metoden blev udviklet en halv menneskealder før discipliner som patientinddragelse, empowerment og motiverende samtaler blev alment anerkendte og benyttede, og det er stadig idéen om, at det er patienten selv, der har nøglen til helbredelsen, der gennemsyrer tankegangen bag MDT-metoden.

”I dag ved alle jo, at man kommer ingen vegne uden patientalliancer, og Robin McKenzie har været en af foregangsmændene for den udvikling,” fastslår Mathias Holmquist.

Som MDT-behandler skal man også være opmærksom på, at metoden har en diagnostisk del, som alle patienter kan have glæde af, og en behandlingsdel, hvor man skal vide, hvor begrænsningerne er. Sidstnævnte er, at patienter med ikke-mekanisk betingede symptomer hurtigt skal identificeres og vises videre til anden behandling. For eksempel patienter med cauda equina, frakturer og rheumatologiske tilstande.

Udfordringen er, at det kræver sin kliniker at kunne tale sig ind på folk og få dem til at forstå dels hvorfor, de har ondt, og hvad de selv kan gøre for at mindske smerten i det daglige, dels hvordan de kan undgå tilbagefald.

”Jeg plejer selv at lægge ud med at forklare patienten, at ‘nu har vi en halv time sammen her, men det afgørende for din prognose og for din situation fremover er, hvad du selv kan gøre i resten af døgnets 23 ½ timer.’ Det kan de fleste godt se mening i,” siger han.

Mere forskning i arme og ben

Mathias Holmquist forklarer, at MDT-metoden i dag har forskningen bag sig i forhold til udredning og behandling af ryg- og nakkesmerter, og han er overbevist om, at metoden vil blive ved med at udvikle sig i takt med, at ny forskning kommer til, selv om den med hans ord allerede er stærkt klinisk gennemprøvet.

”På ryg- og nakkeområdet er metoden veldokumenteret, men i forhold til behandling af smerter i arme og ben, har vi ikke samme evidensbaggrund. Her savner vi at få efterprøvet det, vi gør klinisk,” siger han og oplyser, at der ganske vist forskes på disse områder rundt om i verden, men Mathias Holmquist ser meget gerne, at der også kommer mere dansk forskning i effekten af MDT-behandlingen på arme og ben.

Selskaber drøfter samarbejde

Som formand for det faglige selskab har han også en anden mission. Han har et stærkt ønske om, at de faglige selskaber, der beskæftiger sig med muskuloskeletal fysioterapi, skal arbejde tættere sammen.

”Traditionelt har der været meget opsplitning imellem de faglige selskaber. Efter 25 år er den selvstændige identitet hos os for eksempel stærkt indlejret, men jeg tror alligevel på, at samarbejde er vejen frem,” understreger han.

Mathias Holmquist oplyser, at de første møder med samarbejde på dagsordenen allerede er blevet afholdt.

”Vi er begyndt at tale om, hvordan vi griber det an, og vi er klar over, at det vil kræve tid, vilje og tålmodighed. Men det er min klare overbevisning, at hvis de faglige selskaber kan finde en måde at samarbejde på, vil det give et generelt løft til vores fag,” siger han.

En større grad af organisatorisk professionalisering er også et skridt på vejen i forhold til at bygge bro til forskningsmiljøerne.

Men alt andet lige, så er MDT-metoden kommet for at blive, mener Mathias Holmquist.

”Det er den strukturerede funktionelle og patientcentrerede tilgang, der er det tidløse omdrejningspunkt og kendetegn ved metoden. MDT vil fortsætte med at være et uomgængeligt vidensfelt for alle fysioterapeuter, der ønsker at arbejde med muskuloskeletale patienter,” siger han og er sikker på, at der i år 2045 også skal fejres guldbryllup med McKenzie.