Problemet med mangel på pleje løses ikke ved at reducere fysioterapien

Fysioterapeuter kan bevægelse. De kender og optræner forudsætninger for bevægelse, faciliterer, formidler, udvikler, optimerer, instruerer i og giver bevægelse. Fysioterapeuter bruger bevægelse til at komme sig, glæde, lindre, motivere og lade dig bevæge.

Hvorfor så gøre noget andet?

Det var den korte version af, hvorfor jeg synes, at fysioterapeuter skal udnytte de kompetencer, vi har og er bedst til. Jeg mener, at en af vores vigtigste opgaver er at hjælpe medmennesker med at generhverve forudsætningerne for bevægelse. Det gøres bl.a. ved at påvirke kognition, bevægestrategi, bevægelighed, alignment, koordination, balance, styrke osv. osv.

Lige så vigtigt er det at sikre, at det, der er opnået, kan anvendes varieret i dagligdagens almene og specielle kontekster. Dvs. at opnå en kvalitet af bevægelserne med så høj en bevægeøkonomi som mulig.

Man kan se genoptræningen som en trappe, hvor fysioterapeutens rolle er at hjælpe patienten op på næste trin (bevægeniveau) og sikre, at trinnets vandrette del bruges til at øve/gentage bevægelsen. På det vandrette trin kan patienten ofte få hjælp af alle omkring sig. En stejl trappe forudsætter en meget velfungerende patient, der kan klatre! Og en flad trappe vil tage lang tid, før målet nås.

Hvis vi skal fortsætte med at udføre vores kerneydelser med høj kvalitet, og med de ressourcer, der er til rådighed, (her taler jeg kun om hospitalssektoren, som jeg har kendskab til) så har jeg svært ved at se, at vi også skal udføre plejeopgaver. Det er der andre, der har som kerneydelser, og jeg respekterer, at det er de bedst til. At der så er mangel på plejepersonale og hænder, løses ikke ved at reducere fysioterapien.

Jeg er overbevist om, at hænderne kan findes, men det kræver anderledes tænkning og måske ledelse. Hvorfor uddanner man ikke patientassistenter, mennesker, der måske ikke er bogligt orienterede, men har hænder og hjertet med i en basal pleje? Hvor blev sygehjælperne af? Man kunne også tænke sig, at det kunne være et springbræt til sundhedsuddannelserne.

Hvis man beordres til eller vælger en stilling, hvor pleje indgår, skal man være klar over risikoen for at fysioterapien drukner, da plejeopgaver altid vil have førsteprioritet. Man kan spørge sig selv, hvorfor vores nærmeste samarbejdspartnere, ledere, direktioner osv. får den tanke, at vi skal være plejeterapeuter.

Har vi ikke formidlet godt nok, hvad vi som fysioterapeuter er bedst til? Gennem årene er tankerne om udvanding af fysioterapi dukket op hver gang, der er sygeplejemangel, med overskrifter som opgaveglidning og nu ”fælles om opgaven”.

Jeg mener, at det er det, vi lige præcis er med fysioterapi, nemlig at vi i høj grad bidrager og er fælles om patienternes rehabilitering, men ikke fælles om de manglende hænder i plejeopgaverne.

Med venlig hilsen
Karen Eriksen