For mange restriktioner skaber angst for bevægelse

Med diagnosen osteoporose følger ofte tab af livskvalitet, manglende selvtillid, og et mere stillesiddende liv. Frygten for at fysisk aktivitet kan give nye frakturer, er stor både hos patienter og behandlere.

”Men det er ikke farligt at træne og være fysisk aktiv, når man har osteoporose. Det er farligt at lade være. Det er vigtigt at agitere for fysisk aktivitet, fremfor at skræmme patienterne med restriktioner, der ikke er evidens for”. Det siger læge, ph.d. og forsker Emma Clark, der var inviteret til at holde oplæg om træning og osteoporose, med speciel fokus på vertebrale frakturer, ved fagkongressen.

Emma Clark er lektor på University of Bristol og har gennemført flere studier omkring behandling og betydningen af fysisk aktivitet for patienter med osteoporose. Hun har desuden været med i en arbejdsgruppe bag de nye engelske retningslinjer for håndtering af osteoporose, der forventes at blive publiceret i efteråret.

Emma Clark understreger betydningen af fysisk aktivitet, både som primær forebyggelse og som en vigtig del af den non-farmakologiske behandling, når man først har fået osteoporose.

Modstander af bevægerestriktioner

Emma Clark går ikke ind for at opstille specifikke løftegrænser, eller at man er alt for restriktiv, når det handler om fysisk aktivitet og træning. For det er der ikke evidens for, og det vil i værste fald skræmme patienterne fra at træne og være fysisk aktive i hverdagen. Men der er visse bevægelser man som patient, med sammenfald i ryggen, skal være opmærksom på.

”Selvom der er begrænset evidens for, at fleksion i ryggen skulle fremprovokere sammenfald, er det mekanisk forståeligt, at en overdreven fleksion kan øge risikoen. Derfor anbefaler vi vores patienter at undgå gentagne, overdrevne fleksioner under belastning, som det for eksempel kan forekomme i yoga og pilates”, siger Emma Clark.

Desuden fraråder hun patienterne at lave traditionelle sit up-øvelser (mavebøjninger), der med fordel kan erstattes med isometriske mavemuskeløvelser. Men det betyder ikke, at en almindelig ubelastet fleksion, som er en del af vores hverdagsbevægelser, skal frarådes, mener Emma Clark.

”Det er også vigtigt at understrege overfor patienterne, at korrekt løfteteknik og gode arbejdsstillinger gælder for alle med ondt i ryggen, og ikke kun dem med osteoporose. For, igen, vi skal ikke gøre patienterne bange for, at det er særligt risikabelt at bevæge sig, fordi man har osteoporose”.

Fysisk aktivitet og specifik træning

En gennemgang af et Cochrane review fra 2013 om træning tyder på, at der er størst effekt af styrketræning til forebyggelse af osteoporose. Da det ofte er svage ældre, der rammes af sygdommen, er der brug for en superviseret, generel styrketræning af kroppens muskler.

Studiet tyder på, at der skal trænes minimum to gange om ugen. Hvor hårdt, man må træne, er meget individuelt, men som udgangspunkt skal man, ifølge Emma Clark, aldrig træne med maksimale belastninger, men med den samme belastning, som man anvender til alderssvarende patienter med ondt i ryggen.

Balancen skal trænes intensivt og flere gange om ugen i op til tre timer, hvis der skal forebygges fald, og patienterne skal opfordres til at komme ud at gå dagligt for at vedligeholde styrken i benene og få vægt på knoglerne.

Ved akutte sammenfald i ryggen har behandlingsregimer, der omfatter en kort periode med hvile, kombineret med smertebehandling, efterfulgt af tidlig rehabilitering, rådgivning og superviseret træning, vist sig at have god effekt på smerter og livskvalitet.

”Den tidlige træning kan dæmpe smerterne, og her har vi på vores sygehus erfaring for, at blide rotationer i trunkus, siddende eller liggende på ryggen, samling af skulderbladene og isometrisk træning af den para-vertebrale dybe muskulatur, har positiv effekt på smerter. Vi har konstateret, at patienterne får det bedre, når ryggen mobiliseres, så bevægeligheden bevares så meget som muligt”, siger Emma Clark.

Minimum af skader under træning

En gruppe forskere har gennemgået en lang række studier af effekten af forskellige træningsinterventioner til patienter med osteoporose og osteopeni. Målet var at finde ud af, om patienterne fik skader under træningsinterventionerne.

”De fleste negative følger af træning, der er rapporteret, er nogle, som alle andre også får, eller som ikke kan tilskrives osteoporose. Det er f.eks. træningsømhed, ledsmerter og hovedpine. Der er i et mindre studie rapporteret om alvorlig skade, da en uøvet skulle lære at ride. Et mindre casestudie har også registreret en osteoporotisk fraktur i forbindelse med golf og yoga. Men igen, det drejer sig om små studier, der ikke er understøttet af andre”, siger Emma Clark.

Idrætsgrene og øvelser, der indebærer overdreven foroverbøjning som yoga, roning og golf, kan føre til øgede rygsmerter eller sammenfald, men evidensen er begrænset. Det er dog Emma Clarks erfaring, at patienterne trygt kan dyrke yoga og pilates, der er tilpasset deres problem.

I gang igen efter sammenfald

De fleste store studier, der har registreret årsagerne til dropouts, har ifølge Emma Clark kun vist få negative sideeffekter af træning, så rådet til patienterne bør være, at de skal fortsætte med den idræt og de aktiviteter, de gjorde tidligere. ”Erfaringen er, at hvis man er vant til at dyrke en given idrætsgren eller hverdagsaktivitet, kan man med den rette rådgivning også finde ud af at tage hensyn til evt. rygsmerter under udøvelsen. Hvis man skal i gang med en ny idrætsgren, er det derimod en god idé at vælge en, der er skånsom for ryggen”, siger Emma Clark.