Mit bedste redskab er mig selv

Jeg blev uddannet for 12 år siden fra CVU Øresund. Jeg havde en klar drøm: At blive børnefysioterapeut. Og det blev jeg også. Det har altid været min store interesse at arbejde med børn og skabe forudsætninger for, at de kunne blive så selvstændige, som muligt.

Jeg forsker i personer med Rett-syndrom, som er en sjælden neurologisk udviklingsdefekt, der primært rammer piger og medfører svære multiple funktionsevnenedsættelser. De har ikke noget talesprog, kan ikke anvende hænderne, kan ikke spise eller klæde sig på og har problemer med deres grovmotorik. Halvdelen kan gå, resten er i kørestol. Så det er en meget svær gruppe, jeg arbejder med.

Allerede i studietiden var jeg meget interesseret i test og måleredskaber, og hvordan fysioterapeuter kan anvende dem som supplement til træning og behandling og til at dokumentere effekten af arbejdet. Og jeg synes stadig, det er rigtig spændende, hvordan man validerer, anvender og standardiserer et måleredskab.

Jeg bruger i høj grad observation og samspil i mit arbejde, så mit bedste redskab er mig selv. Mine patienter har brug for den fysiske støtte, jeg kan give dem, hvis de skal op og stå eller gå.

Jeg bruger også mine hænder, mine arme og min krop, men jeg udfører ikke manuelle teknikker. Jeg udspænder ikke og laver ikke ledmanipulationer. Men jeg bruger kroppen til at mærke, hvor jeg skal sætte mine hænder, så de kan rejse sig fra gulvet, og så jeg kan støtte dem bedst muligt.

Mit fysioterapeutiske motto er “stand up for your health”. Mine ph.d.-studier handler om stillesiddende tid hos piger og kvinder med Rett-syndrom, og jeg ønsker at fremme uptime-aktiviteter, dvs. lette fysiske aktiviteter som at stå og gå. Så det er både mit motto og mit mål.

Mit fysioterapeutiske kendetegn er vedholdenhed og lysten til hele tiden at tænke i kreative løsninger, for at kunne forbedre livskvaliteten hos de personer, jeg arbejder med. Målet kan være at udvikle og bevare deres motoriske evner ved at deltage i aktiviteter. Det kan f.eks. være at gå ud med vasketøjet med en forælder.

Det handler om at finde den enkelte piges og kvindes motivation og ressourcer. Men det vigtigste er omgivelsernes motivation. Fordi pigerne er afhængige af omgivelserne til at udføre alt. Så jeg arbejder meget med de pårørende.

Pigerne og kvinderne kan ikke selv initiere en bevægelse, så bare det at komme ud af kørestolen eller ud og gå en tur, har stor betydning for deres livskvalitet. Jeg kan f.eks. lave en to minutters gangtest, hvor de skal gå hurtigt. Så kan man se, at deres ansigter lyser op. De synes, det er dejligt.

Man kan godt tro, fordi de sidder i kørestol, at de er meget skrøbelige og skal behandles forsigtigt. Men de kan rigtig godt lide fart og mærke, at de er i stand til at gøre noget med deres kroppe, som de er fanget i.

Det er mit store ønske at fortsætte med at udvikle og afprøve nye indsatser til personer med Rett-syndrom. Der findes stadig meget, som vi ikke ved, og den forskning, som jeg laver, er med til at skabe mere evidens og kliniske guidelines. Desuden kan forskningen inden for Rett-syndrom også være relevant for andre grupper med multiple funktionsevnenedsættelser.

Jeg håber, at jeg er en del af handicapforskningen om ti år. Det er et forskningsområde, som i højere grad bliver sat på landkortet af både fysioterapeuter og alle andre sundhedsprofessionelle.