Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapiens største sejr er udviklingen af træning som medicin

For 100 år siden var faget forbeholdt kvindelige massøser i lange kjoler, der på lægens ordination udførte massage og sygegymnastik. Nu springer fysioterapeuter rundt i træningstøj for at motivere patienterne til at helbrede sig selv på en kondicykel. Tag med på en rejse gennem 100 års fysioterapi.
Illustration: Gitte Skov

Massage, dampbade og udendørs hvile. Det var nogle af de tilbud, som massøserne havde til de syge for 100 år siden, da ”Den almindelige danske Massageforening” blev stiftet 16. juni 1918, som en forløber for Danske Fysioterapeuter. Foreningen var forbeholdt kvinder, men formanden var mand og læge, for massøserne arbejdede under lægernes instruks.

Ud over massage varetog medlemmerne sygegymnastik, som det fremgår af foreningens undertitel: ”Organisation for de lægeautoriserede Massører og Sygegymnaster i Danmark”.

I dag er massage ude af billedet – i hvert fald som en generaliseret behandling over større kropsområder. Men den anden halvdel af faget, sygegymnastikken, lever i bedste velgående. Det siger Ulla Mulbjerg, der er fysioterapeut, tidligere leder af fysioterapiuddannelsen i Odense og nu vicedirektør på University College Lillebælt.

Læger har givet mennesker nye hofter, men fysioterapeuterne har fået dem op at gå. De har bevaret fokus på, at behandling er mere end et ’quick fix’.

”Noget af det allervigtigste, fysioterapeuterne har bidraget med i de seneste 100 år, er at fastholde fokus på motion og fysisk aktivitet som et meget effektivt virkemiddel i forhold til den enkeltes sundhed og dermed også til sundhedsøkonomien,” siger hun.

Fra bøj og stræk til rehabilitering

Hans Lund, fysioterapeut og professor ved Højskolen på Vestlandet i Norge, er enig i, at udviklingen af sygegymnastikken til nutidens ’movement science’ og rehabilitering er den største bedrift gennem årene.

”Fysioterapeuternes største sejr er vores bidrag til at udvikle træning som terapi eller medicin. Det startede med frisk- og sygegymnastikken for mere end 100 år siden, og det har aldrig været ude af billedet. Da jeg var studerende i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, kaldte vi det øvelsesterapi, og i de seneste 20-25 år er det for alvor slået igennem,” siger han.

”For 100 år siden, ja også under polioepidemien for 70 år siden, døde man af store smitsomme sygdomme. I dag dør man så at sige af inaktivitet, fordi inaktivitet kan føre til livsstilbetingede sygdomme. Her er træning et centralt element, som fysioterapeuterne kan bidrage med at udvikle yderligere, så praksis i højere grad bliver evidensbaseret,” siger Hans Lund. Ulla Mulbjerg roser fysioterapien for at have udviklet perspektivet fra ”den lokaliserede bevægelse i datidens bøj og stræk, til nutidens forståelse af rehabilitering som en indsats helt fra vævsniveau til det at kunne klare sig i hjemmet.”

Kuriøse klappske krybeøvelser

Men udviklingen er ikke gået i lige linje. Der har været kuriøse udsving undervejs, siger hun og nævner med latter i stemmen de ’klappske krybeøvelser’. De blev opfundet af den tyske læge Rudolf Klapp først i 1900-tallet og gik ud på, at patienter med skolioser skulle krybe og sno sig på alle fire med filtlapper på knæ og hænder. Helt frem til 1970erne indgik krybeøvelser i undervisningen af fysioterapeuter.

Ulla Mulbjerg blev uddannet i 1978 i et årti, hvor der var særligt fokus på samfundets ansvar for borgerne. Netop i 1978 blev Bedriftssundhedstjenesten etableret for at fremme sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne. Samtidig var der i faget ambitioner om at spille en større samfundsmæssig rolle. Den synsvinkel er desværre gået næsten tabt, mener Ulla Mulbjerg.

I 70erne og 80erne var mange fysioterapeuter optaget af arbejdsmiljø. Det er der ikke mange, der forholder sig til i dag.

”I 70erne og 80erne var mange fysioterapeuter optaget af arbejdsmiljø. Det er der ikke mange, der forholder sig til i dag. Men flere mennesker ville måske være raskere, hvis man anerkendte, at arbejdsmiljø spiller en vigtig rolle for sundhed. Fysioterapien har stærkt fokus på det enkelte menneske, men mangler måske en større opmærksomhed om konteksten i bred forstand,” siger hun.

Nøgenløb anno 1918

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan datidens læger og deres assistenter, massøserne, forstod de metoder, de prøvede af. Hvad tænkte de, når det for eksempel blev sagt, at træning med fordel kunne foregå nøgen? Nøgenhed argumenterede læge og tidligere formand for Mekano-terapeutisk Forening, Frode Sadolin, for i et foredrag i 1918. Han blev gengivet sådan her i Tidsskrift for Massage og Sygegymnastik:

”Hvor der er Lejlighed dertil, vil Pt. ved at løbe nøgen faa en Stimulation fra Hudens Nerver, som letter Arbejdet, samtidig med at Vægten og Hæmningen af Klæderne falder bort. Jeg har haft Pt., som ikke kunde taale at løbe ude med Klæder paa et kort Stykke Vej, men som inde kunde løbe nøgne, saa længe det skulde være.”

Mens nøgenløb nok ikke vinder genklang mange andre steder end på Roskilde Festival i dag, så havde Frode Sadolin fat i et andet synspunkt, der i dag er mere belæg for: At der er en sammenhæng mellem det fysiske og psykiske.

’Guruerne’ søgte forklaringer

For 100 år siden var der ikke teori bag metoderne, fortæller Hans Lund. Teorierne kom først for alvor i 40erne og 50erne.

”Da søgte man med lys og lygte efter forklaringsmodeller på, hvorfor det var godt med massage og de manipulationer og mobiliseringer, som for eksempel Kaltenborn kom med. Hvorfor er det godt med Bobath? Hvorfor skal vi benytte den her brunnstrømske metode, og hvorfor er PNF godt,” siger Hans Lund.

I midten af århundredet var undervisningen af fysioterapeuter præget af ’guruer’, som Hans Lund kalder de enkeltpersoner, der lagde navn til metoder og teorier. Selvom mange teorier siden kollapsede, var guruerne en slags helte. Folk som Berta Bobath og Freddy Kaltenborn var pionerer. De ønskede at forstå, hvad der egentlig skete, når de arbejdede med ”reflekshæmmende positioner” mod skader på nervesystemet og manuel terapi.

Den teoribaserede tilgang har siden ført til, at man fra midt 80erne kunne udvikle den evidensbaserede tilgang. Her blev teorier til hypoteser, der kunne efterprøves med forskning.

Sæt strøm til

Tilbage i 1920erne var elektroterapi et eksempel på endnu et udokumenteret håb i hænderne på massøserne. Lysbade, galvaniske bade og elektroterapi fyldte stadig mere frem mod 2. verdenskrig. Man troede, ifølge et leksikon fra den tid, at ”den elektriske Strøm dels er i Stand til at fremkalde Muskelsammentrækninger, dels kan irritere ell. berolige baade Føle- og Bevægenerver.”

Så man satte strøm til patienter med nervesygdomme, åreforkalkning, apopleksi, børnelammelse og meget mere. En af nøglepersonerne var den serbisk-amerikanske opfinder Nikola Tesla. Han fandt på Tesla-apparaterne, der kunne være i en kuffert, så man hvor som helst kunne behandle med højfrekvent strøm for at berolige overbelastede nerver, muskler og hjerter. Siden fulgte kortbølge, ultralyd og mikrobølge-behandling.

I 1983 kom et af de første kliniske forsøg, der satte et stort spørgsmålstegn ved disse behandlinger, og i dag kategoriseres elterapi som en supplerende behandlingsmetode med svag evidens i Lægehåndbogen på Sundhed.dk.

Den største fejltagelse

Hans Lund mener, at det er fagets største fejltagelse, at fysioterapeuterne i mange årtier – helt frem i 80erne – troede for stærkt på passive behandlingsformer, hvor patienten fik opfattelsen af, at problemet kunne løses alene af fysioterapeuten. Det har heldigvis siden udviklet sig til – for eksempel i McKenzie-behandling – at fysioterapeuten viser vejen ved at give patienten teknikker og øvelser, de selv kan gøre. I 80erne var der også en stærk fascination af alternativ behandling.

Rigtig mange fysioterapeuter beskæftigede sig med aurahealing, krystalhealing og new age. Det var helt grotesk, som fysioterapien bredte sig ud over mange mærkelige ting i 80erne.

”Der var en enorm interesse for det alternative. Rigtig mange fysioterapeuter beskæftigede sig med aurahealing, krystalhealing og new age. Det var helt grotesk, som fysioterapien bredte sig ud over mange mærkelige ting i 80erne,” mindes Hans Lund.

Dengang gjorde fysioterapeuter oprør mod lægerne og deres begyndende insisteren på klinisk kontrollerede forsøg og evidens, og nogle fysioterapeuter efterlyste en mere holistisk synsvinkel. På det punkt havde de ret, siger Hans Lund og påpeger, at i dag er en af udfordringerne i sundhedssystemet at finde ud af at behandle det hele menneske.

Fra pubertet til voksen

1980erne og den alternative bølge er blevet kaldt fysioterapiens pubertet. Altså skulle faget i dag være voksent, og det forpligter, mener Ulla Mulbjerg.

”Man har længe været en profession, der baserer sig på låneviden. Det har været en udfordring for fysioterapeuterne at etablere en kritisk tilgang til, om det, man laver, har den fornødne effekt,” siger hun.

Som eksempel nævner hun 60ernes teori om trille-krybe-kravle-konceptet: at man efter en skade skulle genvinde førlighed ved at udvikle sig som et barn.

”Dér reproducerede man viden, uden at være dygtige nok til at være kritiske. Uddannelsen lagde ikke op til selvstændig refleksion over behandling og videngrundlag,” siger Ulla Mulbjerg.

I 90erne introducerede ’movement science’ nye perspektiver. Bevægelse blev set som en problemløsende proces, og teorierne udfordrede tidligere tiders koncepter, siger hun.

”I dag er der behov for, at fysioterapiens videngrundlag afspejler professionens tværvidenskabelige karakter, og at den enkelte fysioterapeut omsætter videngrundlaget reflekteret i den konkrete praksis,” siger hun.

Fysioterapi ved en skillevej

Thorvaldur Palsson blev fysioterapeut i 2003, fordi han ”lige som alle andre i faget ville hjælpe folk”. Men efter nogle år oplevede han en stor undren over, at den samme behandling virker på nogle patienter, men ikke på andre. Derfor blev han forsker på Aalborg Universitet ved siden af sit job i praksis. Ifølge Palsson står faget i 2018 ved en skillevej.

”Faget er nødt til at gå fra at være en profession, som bare behandler, som vi plejer, til en profession, som virkelig overvejer, hvad vi gør, hvem vi gør det for, og om alle skal have den samme behandling,” siger han.

Dertil er der brug for et godt samspil mellem praksis og forskning, for det findes kun i begrænset omfang i dag.

”Lige nu bor vi i parallelle verdner. Vi snakker ikke sammen, og vi forstår ikke hinanden,” siger han og erklærer sig enig med professor og fysioterapeut David A. Nicholls, der i 2017 udgav bogen ‘The End of Physiotherapy’.

Synspunktet er, at faget er i krise

Vi lever i en tid, hvor patienter og politikere forventer evidensbaseret behandling, der virker, påpeger Palsson. Men ofte er det umuligt for fysioterapeuterne at vide, hvad den enkelte patient har brug for. Der er brug for mere forskning i de patienter, som en given behandling virker for. På den måde kan der bygges bro fra forskning til praksis.

”Megen forskning er i dag så fjern fra praksis, at der ikke er nogen, der kan tage det i brug. Forskerne skal blive bedre til at rive fat i de reelle problemstillinger, der er i praksis. Klinikerne skal til gengæld være villige til at acceptere, at ikke alle resultater vil være positive over for deres praksis. De skal være parate til at stoppe med en behandling, der ikke virker eller har begrænset effekt,” mener han.

Så fremtidsvisionen ifølge Palsson?

”Det er, at fysioterapeuterne er med til at udvikle løsninger, der på sigt gør patienterne uafhængige af os og sundhedssystemet.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar