Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi har brug for en lille revolution

Der bliver mere brug for fysioterapeuter i fremtiden, men faget skal tænke sig ind i nye sammenhænge, så vi bliver rustede til fremtidens patienter, siger Tina Lambrecht og Lars Henrik Larsen. De ser også gerne et opgør med den firkantede, evidensbaserede tænkning i dele af faget og en øget integration af blødere værdier. Vi har bedt formanden for Danske Fysioterapeuter og formanden for Dansk Selskab for Fysioterapi tegne et billede af fremtiden.
Illustration: Gitte Skov

Tina Lambrecht: Fremtiden ser god ud. Der bliver ikke mindre brug for fysioterapeuter, tværtimod tror jeg, at der bliver mere brug for os. Det bygger jeg på den måde, befolkningssammensætningen er, og de ting, folk fejler i samfundet. Når man kigger på de store sundhedsprofiler, er de jo ikke specielt optimistiske. Mange lider af muskel-skeletsygdomme og kroniske sygdomme, og mange bliver stresspåvirkede. Ofte kan vi se, at der er en sammenhæng mellem stressbetingede sygdomme og nedslidningssygdomme, så ud fra en almen betragtning tror jeg, at der bliver rigtig meget brug for os.

Lars Henrik Larsen: Hvis vi kigger på de store udfordringer i samfundet, så ligger der en række større ting og venter på os. Det gælder hele vejen rundt, både på det muskuloskeletale bevægelsesområde, som er en meget stor og kompleks post, og omkring vægt- og sundhedsproblematikker. Der ser jeg fysioterapeuter spille en væsentlig større rolle i fremtiden, end vi ser i dag.

Vi har også en stor opgave foran os med det stigende antal ældre, som vil medføre en ophobning af sygdomme. Det kan være alt fra hjertekarproblematikker og neurologiske problemstillinger til de muskuloskeletale ting, som kommer, når man bliver ældre. Så der er et stort behov for, at vi kommer ud og markedsfører vores faglighed og får fodfæste rent politisk, så vi kan få allokeret ressourcer til at løse problematikkerne.

Teknologien er på fremmarch, og apps, digitale systemer og Youtube konkurrerer med branchen. Bliver fysioterapeuter overflødiggjort af teknologien?

Tina Lambrecht: Det gode er, at teknologien kalder på nye kompetencer hos os. Vi skal være med til at udvikle og finde på nye teknologiske midler og metoder, så vi kan intervenere med de mennesker, som har brug for vores hjælp. Men vi skal være opmærksomme på at bevare den menneskelige kontakt. Digitaliseringen af vores liv gør, at de nære relationer mellem mennesker forsvinder, og tingene foregår med meget større hastighed og omskiftelighed. Det tror jeg ikke, mennesker på lang sigt har så godt af.

Vi fysioterapeuter er rigtig gode til at have en relation til andre og, via vores kropslige interventioner, at få koblet kroppen og hjernen sammen. Så jeg tror, at vi har nogle styrker i vores fag, som vi skal bevare og bibeholde samtidig med, at vi tager ny teknologi til os og deltager i udviklingen af den.

Lars Henrik Larsen: Vi skal selvfølgelig mase på alt det, vi kan, og blande os i den teknologiske udvikling, så den ikke kører fra os, hvilket jeg faktisk ikke er så bange for. Vi må se på, hvordan teknologien kan udvikle fysioterapien, og omvendt, og lade det gå hånd i hånd. Teknologien kan løfte visse dele, og det, der ikke kan løftes, skal vi være enormt skarpe på. Det handler bl.a. om de bløde værdier, om at være menneske.

Vi står jo overfor en stor udfordring, fordi der kommer en eksplosion af data. Lige nu sidder jeg f.eks. med et ur, som kan fortælle mig stort set alt om, hvordan jeg har det i dag. Det er bare ikke altid, det harmonerer med hvordan jeg har det. Derfor bliver jeg som fysioterapeut nødt til at forholde mig til det menneske, der står overfor mig. Noget kan måles med pulsmåler og andre metoder. Men det handler også om det bløde, alt det, vi kun kan forstå gennem kvalitative metoder, ved at være stærke til det kommunikative, og ved at sætte os ind i andre menneskers liv.

Skal terapeuten tættere på patienterne og bruge hænderne mere?

Tina Lambrecht: Vores fag er igennem årtier gået i en stærkt naturvidenskabeligt evidensbaseret retning. Jeg tror, at der er brug for et oprør eller en lille revolution i vores fag imod den tendens. Vi skal turde gribe vores fag an på nye måder, dog uden at smide noget ud med badevandet, og der skal naturligvis fortsat være naturvidenskabelige forskere.

Men kigger man på faget fysioterapi, er det langt fra alt, der er naturvidenskabeligt bevis for. Det er jo ikke alle vores interventioner, der er evidensbelagte. Og laver man noget med et menneske, og det menneske siger, det var godt, det hjælper, så skal vi turde tage det for gode varer.

Det er hele tiden en afvejning mellem den tunge naturvidenskabelige tilgang kontra det, man har erfaring for virker. Skal vi som fysioterapeuter opdyrke nye arbejdsområder, skal vi også turde bevæge os ud af komfortzonen af det, der traditionelt opfattes som fysioterapi og det, der er evidensbelagt. Velvidende, at det kan udfordre vores faglige og etiske opfattelser af faget.

Lars Henrik Larsen: Der kan nemt opstå en kultur, som næsten går i selvsving ift. at sige, at vi skal have flere forskere og flere midler til forskning. Men vi er nødt til at spørge os selv om, hvad det er, vi reelt gerne vil undersøge, udvikle og dokumentere igennem forskningen.

Der har i mange år været en stor diskussion af fysioterapi som håndværk. Men jeg kunne godt tænke mig at skrue hænderne på oppe i hovedet. Det handler ikke om, hvorvidt man laver håndværk, det handler om, hvordan man er analytisk i sin tilgang til, hvornår man skal bruge de forskellige metoder.

Der er ingen tvivl om, at vi skal forsætte med at skærpe den hardcore videnskabelige tilgang, vi har haft. Men teknologien udgør en risiko for, at vi ser snævert på data, og i visse miljøer er vi kommet til at indsnævre vores tænkning, så vi har mistet noget af det humanvidenskabelige.

Vi skal huske os selv på, at evidensbasering i den snævre forstand ikke er en bevisliggørelse. Det er en sandsynliggørelse af nogle ting, og vi kan bruge den hardcore forskning til at sandsynliggøre, at vi har ret i et bredt perspektiv. Men vi skal stadig stå på tvivlen, en kritisk tilgang til viden og fokusere individuelt.

Er fysioterapeuter for bange for at bruge metoder, som ikke er evidensbaserede?

Lars Henrik Larsen: På twitter er der en kø af mennesker, som tweeter om, at vi skal holde op med at lave eksempelvis passiv behandling. Jeg mener grundlæggende, at det er en forfejlet tilgang , lige som enhver aflivning af en bestemt behandlingsform. Det er en alt for snæversynet fortolkning – og der er ikke evidens for den slags markante konklusioner.

De, som kører hårdt på omkring forskning, som beviset, der styrer klinikerens valg ensidigt, har efter min mening ikke en grundlæggende forståelse for kompleksiteten i klinisk praksis, da det ikke er dét, forskning handler om. Det handler om at prøve at løfte en tænkning ind i en samlet pakke for, hvad jeg kan gøre, når jeg står i praksis og prøver at løse nogle problematikker. For det er meget få af de problematikker, vi arbejder med, der kan løses med en rød pille versus blå pille tænkning. Vi har meget ofte brug for at kigge på mange faktorer i en sammenhæng, som vi skal arbejde med for at finde en løsning.

Hvis evidensbaseringen fjerner individualiseringen, har vi et problem. Men hvis evidensbaseringen samlet set kan støtte op omkring en individualisering, hvor vi stadig holder fast i at prøve at løse den enkeltes problemer, så mener jeg det er en mere rigtig vej at gå – det handler jo i sidste ende om patientens og det enkelte menneskes liv.

Tina Lambrecht: Teknologien, digitaliseringen og individualiseringen vil kalde på den stærke relation og nærhed mellem mennesker. Den vil kalde på mere humane og filosofiske betragtninger over, hvordan mennesker gebærder sig i samfundet. Så hvis man bevarer og får opdyrket de værdier mere igen, så tror jeg, vi står os rigtig stærkt som fag og profession. For så kan vi byde ind på mange opgaver.

Del eller udskriv artiklen
15 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Jonathan David Comins

    Kære alle,

    Jeg er gået glip af denne "debat" og har taget den et andet sted på nettet. Det som Kristian Thorborg skriver er bare så vigtigt og rigtigt! Jeg kunne i hvert fald ikke har skrevet det bedre. Tak KT!

    Bh jonathan
  • Jeanette Præstegaard

    Det er med interesse og nysgerrighed at jeg læser ovenstående interview og følger debatten. Interviewet giver mig anledning til følgende undren:

    Når Tina Lambrecht udtaler: ” Fremtiden ser god ud. Der bliver ikke mindre brug for fysioterapeuter, tværtimod tror jeg, at der bliver mere brug for os.” Et standpunkt Lars Henrik Larsen endvidere støtter op om. Hvad betyder det mon så? Er det udtryk for, at formanden har anlagt en ny politik? I januar 2018 mente Tina, at det var nødvendigt at nedjustere optaget på fysioterapeutuddannelsen med 30% fordi man så antydningen til fremtidig arbejdsløshed. Hvad er der mon sket siden januar?

    Når der videres udtales; ”Så der er et stort behov for, at vi kommer ud og markedsfører vores faglighed og får fodfæste rent politisk, så vi kan få allokeret ressourcer til at løse problematikkerne.” bliver jeg jo nysgerrig på, hvad der menes mere konkret? Betyder det, at begge formænd anerkender, at vi ikke har været dygtige nok til at markedsføre vores faglighed? Hvad mon der menes med faglighed (= evidens)? Og hvilke konkrete tanker har man mon om form og indhold?

    Når Tina udtaler: ”Vi skal være med til at udvikle og finde på nye teknologiske midler og metoder, så vi kan intervenere med de mennesker, som har brug for vores hjælp. Men vi skal være opmærksomme på at bevare den menneskelige kontakt.” Gad vide, hvad der så menes? Anses teknologi som modsætning til menneskelig kontakt? Gad vide hvad der menes, når ordet teknologi benyttes? Skal fysioterapeuter medvirke til at udvikle nye teknologier eller skal de ikke?

    Når Tina udtaler: ”Jeg tror, at der er brug for et oprør eller en lille revolution i vores fag imod den tendens (læs: naturvidenskabelig evidensbaseret retning). Vi skal turde gribe vores fag an på nye måder, dog uden at smide noget ud med badevandet, og der skal naturligvis fortsat være naturvidenskabelige forskere.” Hvad menes der mon med ”en lille revolution”? Hvad skal vi gribe og hvad skal vi smide ud?

    Lars Henrik udtaler: ”For det er meget få af de problematikker, vi arbejder med, der kan løses med en rød pille versus blå pille tænkning. Vi har meget ofte brug for at kigge på mange faktorer i en sammenhæng, som vi skal arbejde med for at finde en løsning.” ENIG! Det vil være skønt om du som formand for Dansk Selskab for Fysioterapi kan udfolde dine holdninger om dette meget mere. Det kræver jo ikke én løsning, men mange bud på løsninger. Danske fysioterapeuter trænger til faglige diskussioner, jeg håber, at du vil arbejde for at sætte dem i gang.

    Som trofast medlem af Danske Fysioterapeuter vil jeg sætte pris på, at begge formænd giver sig tid til fordybelse og til at give grundige svar på aldeles vigtige spørgsmål. Jeg føler mig – efter at have læst ovenstående interview – ikke spor klogere på, hvad Danske Fysioterapeuters formand og Dansk Selskab for Fysioterapis formand mon egentlig mener, vejen fremadrettet er for foreningen og for fysioterapi.

  • Eik Bjerre

    Det er fortsat en spændende debat.

    Jeg er helt enig med dig Tina, Vi kommer aldrig til at have helt specifik forskning på alt og det vil også være helt urealistisk.

    Jens, Jeg tænke for det første at du kan have ret i at nogle forskningsmiljøer, har negligeret både patient og det professionelle perspektiv – og måske er nogle grupperinger i det danske fys-forskningsmiljø skyldige i netop dette.

    Men jeg tænker stadig at du slipper lidt billigt af sted med at man derfor må forkaste det evidensbaseret og Sacketts grundlæggende ide. Måske er det her Lars Henrik Larsen beskriver et større ønske om orientering mod de to søjler og samtidig en mindre prioritering af den meget naturvidenskabelig/positivistiske forskning som fx har fokuseret på ledvinkel-måling og EMG-aktivitet uden at den er i direkte relation til den komplekse kliniske virkelighed.

    Blot for at argumentere imod at forskningsmiljøer ikke tager de to søjler seriøs er her en henvisning til et af de største og mest indflydelses rige videnskabelige tidsskrifter og deres prioritering i forhold til at inddrage patienter både som redaktører, bedømmere og partnere i forskning. https://www.bmj.com/campaign/patient-partnership

    I det forskningsmiljø hvor jeg arbejder, kommer patienter dagligt, og træner samt får behandling. Vi laver kvalitativ forskning, mixed-method og kvantitativ forskning hvor vi bruger (ofte som primært outcome) patient rapporteret outcomes. Vi inddrager patienter og de relevante sundheds professionelle i vores styre/følger grupper i de kliniske studier, for at sikre relevans og vores studie har flere gange ledt til direkte implementering i klinisk praktisk. To af eksemplerne er Krop & Kræft og FC Prostata – Helt grundlæggende har forskningen derfor skabt arbejdsplader, selvom perspektivet stader med at ville undersøge patient relevante interventioner.

    Jeg håber at Danske Fysioterapeuter kan se værdien i at støtte den slags forskning, og ligesom Kristian Thorborg tror jeg, at vi mister anseelse hos vores samarbejdspartnere og samtidig begrænser vi vores udvikling af faget (og begrænser mulighederne for nu arbejdsområder for vores profession) hvis vi ikke støtter om sådan en slags forskning.
  • Jens Gramstrup Olesen

    Fint - så lad os tale lidt om Sackett og de filosofiske problemer med hans tre grundpiller.

    Sacket et al. (28) evidensbaseringens stamfader ville måske indvende, at evidensbasering netop står på tre søjler; den "bedst" mulige forskning, klinisk praksis ekspertise, og patientens tarv og mål. Denne argumentation er dog meget sårbar, da de sidste to kontekstuelle søjler ofte, ikke inddrages i de evidensbaserede forskningsstudier. Hvorfor de fysioterapeutiske studier, som ikke inddrager alle tre kontekstuelle søjler formentlig, ikke velbegrundet kan argumentere for, at deres resultater afføder solid evidens?

    Greenhalgh et al. (29) argumenterer måske derfor en smule defensivt, at evidens-baseret forskning er dualistisk samt, at evidensbaserede kliniske praksis beslutninger således er situerede og kontekstafhængige. Dette argument holder desværre heller ikke vand, da situerede kontekstbaserede praksis beslutninger, oftest er i modstrid med de de-kontektstualiserede kliniske vejledninger, som den ”bedste” forsknings teknokratiske budbringere ovenfra primært udstikker retningslinjerne for.

    Det stiller de nødvendige kritiske spørgsmål, som har uudforskede nærhedsetiske, juridiske, sociologiske, og politiske over- og undertoner: Hvorvidt ”god” fysioterapi i praksis frembringes ved, at være forskningscentreret, praksiscentreret, eller personcentreret? Dilemmaet skyldes måske, at Sacket et al´s (28) tre søjler, indeholder både autoritære og anti-autoritære, måske endog uforenelige teoribaggrunde, samt dermed vidt forskellige inkommensurable videnskabs- og menneskesyns opfattelser.

    Derfor må vi fysioterapeuter nærhedsetisk afklare, hvilken af de tre søjler vi, i praksis, primært står på mål for og teoretisk begrunde hvorfor i vores eget fysioterapi paradigme. Sat på spidsen, skylder fysioterapifaget et klart svar på, hvorvidt ”god” fysioterapi primært skal vægtlægge, at være personcentreret eller at være videnskabscentreret, eftersom ”god” fysioterapi vel ikke eksisterer i sin egen ret men for patienternes skyld? Vi kan her ikke både blæse og have mel i munden samt sige, at vi skam gør begge dele lige godt. Det flugter med den kritisk teori orienterede fysioterapeut Anjum´s (30) artikel, om evidensbasering versus personcentrering. Anjum efterlyser en revolution på området,


    Dbh
    Jens Olesen
  • Kristian Thorborg

    Kære alle
    Læs denne artikel, det er ikke skrevet bedre siden (mere end 20 år gammel). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2349778/pdf/bmj00524-0009.pdf

    Den er desuden skrevet i et sprog som vores vigtigste samarbejdspartnere både forstår og taler. Inden vi hopper med på det tåbelige budskab, at vores profession lakker mod enden (uden data), så er det værd at nævne at vi i dag står bedre rustet end nogensinde - når det handler om at kunne dokumentere at meget at det vi gør er understøttet af solid forskning. Herunder både kvalitativ og kvantitativ forskning, samt naturvidenskabeligt og indenfor humaniora.

    Fysioterapeuter/Fysioterapi er ikke en intervention, men et fag/profession. Vi har derfor heller ikke noget selvstændigt teorigrundlag. På denne måde adskiller vi os heller ikke fra læger/medicin som heller ikke er en intervention, og heller ikke har noget selvstændigt teorigrundlag.

    Vores videnskabelige grundlag for det vi som fysioterapeuter beskæftiger os med øges hele tiden, uden at det betyder at vi kan forsvare alt vi gør med videnskab. Det kommer vi heller aldrig til, og det er heller ikke pointen med evidensbaseret praksis (læs artiklen, læs artiklen, læs artiklen).

    Men gennem evidensbaseret praksis adskiller vi os fra en mængde andre professioner som behandler de samme patienter som os. Det gør os til en af mest troværdige sundhedsprofessioner i verden, og adskiller os fra tvivlsomme terapier og kvaksalveri.

    Vores kommunikation ud ad til fra foreningens side er helt afgørende for hvordan vi opfattes derude i virkeligheden. Jeg synes derfor stadig at "debatforsøget" var uigennemtænkt, og fremstiller os som sundheds(u)professionelle, med rod i egen faglig selvtillid og forståelse.

    Dbh. Kristian
  • Kristian Skadhauge

    Evidens er godt - men i virkeligheden så skal vi leve af patienterne og for patienterne.

    Jeg tænker lavpraktisk at vores fag har brug for at kigge på og lytte til patienterne.
    -Specielt hvis vi skal skabe flere arbejdspladser.

    Den indsats man leverer - virker den ? er patienten tilfreds ? kommer patienten igen ?

    Jeg har skrevet det før - skriver det gerne igen - jeg møder mange patienter, som er små trætte af vores fag er blevet et "semi-hands-off" fag. De vælger simpelthen at gå andre veje.

    Denne drejning tror jeg tildes ligger i måden hvorpå vi uddanner os, med en enorm ensidig fokus på at alt skal kunne måles og vejes.

    Jeg tror egentlig faggrupper som massører og kiropraktorer, små soler sig lidt i vores fravalg / fravær - i vores iver på at måle og veje alt ting.


  • Jens Gramstrup Olesen

    Jeps - fysioterapi står på to ben: kreativ spontan praksisbaseret evidens og evidensbaseret praksis;-) Nu mangler vi bare et selvstændigt fysioterapeutisk paradigme som inkorporerer dette.
  • tina lambrecht

    Kære alle her i debat tråden
    Tak for alle kommentarerne. Artiklen er netop tænkt som et oplæg til debat, og vi håber, at endnu flere har lyst til at bidrage med deres perspektiver.
    Vi kan se, at nogle læser os som om, vi skulle ønsker et opgør med evidens. Det er ikke vores formål. Det, vi ønsker, er dels en mere nuanceret debat om faglig tilgang på de områder, hvor evidensen er mangelfuld. Dels en debat om, hvordan vi undgår, at vi i et ensidigt fokus på naturvidenskabelig evidens overser, at det jo netop er mennesker, vi har i hænderne.
    Fysioterapi er, som alle andre sundhedsfaglige discipliner til for patienter og borgere. Derfor nytter det heller ikke noget at anlægge en rent naturvidenskabelig tilgang uden blik for de psykosociale faktorer, der bidrager afgørende til patienternes oplevelse med og udbytte af behandling.
    Endelig så vil der i et hvert levende fag ske nye ting. Og det er et vilkår ved nye områder, at der er begrænset evidens for indsatsen. Men for eksempel behøver man ikke evidens for en konkret indsats for at sige, at inaktive børn har godt af at bevæge sig og eksperimentere med metoder til at hjælpe dem til det.
    Evidens er vigtig og der skal forskes meget mere, men vi kommer aldrig i en situation, hvor der er målrettet forskning på en specifik intervention for hver enkelt gruppe, vi skal hjælpe. Det er et grundvilkår, vi deler med alle andre sundhedsprofessioner – og som vi skal forholde os konstruktivt til.
    Mvh Lars Henrik Larsen & Tina Lambrecht
  • Jens Gramstrup Olesen

    En kritisk og solidarisk kamp for nærhedsetisk fysioterapeutisk redelighed, faglig ordentlighed og menneskeværd, i relationen til patienten og til forskning, og netop i den rækkefølge rimer, sat på spidsen, måske, mere på kritisk kropsfænomenologi end på evidensbasering, i klinisk praksis for vores fantastiske fag; fysioterapi, Uden at der her direkte er noget at udsætte på den evidensbaserede målevidenskab, som iøvrigt oftest ikke måler på virkelighedens praksis men en kunstig praksiskopi, som forskerne ingengang har opstillet en testet og realistisk samt teoribaseret fysioterapeuisk model for. Uanset, synes mange topledelser og politikere samt måske også de fleste forskere i dag, at foretrække loyale fysioterapeuter, der som de ”pæne” piger vi oftest også er;-) sidder stille i båden og ror i takt samt retter ind. Der ønskes først og fremmest kontrol og retningsstabilitet. Derfor synes kreativ og individ- samt relationsorienteret fysioterapi desværre ingen oplagt idé for topledelserne og politikerne samt mange forskere, at promovere. På uheldig vis, kombineres herved organisatorisk og politisk kontrol med evidensbaseret kontrol og ensretning, apropos Habermas´systemverden, hvorved produktionsvilkårene tingsliggør og ekskluderer en sådan ”god” individ- og relationsorienteret fysioterapi, hvilket måske bliver enden på fysioterapi, som vi kender det ifølge David Nicholls. Men det er der ingen der har evidens for, at gøre fordi, hverken forskerne og os andre eller litteraturen ved, hvad fysioterapi er fordi vi ganske enkelt desværre er et udefineret fag. Videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn mener således at enhver videnskabelig disciplin, der ikke har sit eget selvstændige paradigme, må karakteriseres, som et umodent fag...........Heri ligger hele problemet i denne vigtige og centrale diskussion, at ingen af os grundlæggende ved, hvad fysioterapi er. Det gør litteraturen heller ikke..........
    dbh
    Jens
  • Kristian Thorborg

    Hej Eik
    Min erfaring med politikere er at de fleste bruger og kender til begrebet evidens, og bruger dette i deres offentlige retorik. Derfor bliver jeg bekymret - når vores organisationer pludselig melder ud på denne måde.

    Til det med det debat bag login er jeg uenig. I det hele taget mener jeg at det at vi som forening gemmer os bag login er helt uforståeligt, i tider med sociale medier og ønske om mere synlighed til vores fag.

    Dbh. Kristian
Se flere
Indsend kommentar