Viden og varme hænder

Jeg begyndte på Teilmanns Kursus i 1958, som var en toårig fysioterapeutuddannelse. Jeg var den første mand på uddannelsen. Der var mig – og 19 kvinder. Dengang var man meget bange for kønsmoralen. Man var bange for pressen, og for at overtage de erotiske massøsers renommé. Derfor var man også meget påpasselig med ikke at få nogen ind på skolen, der kunne bruge uddannelsen til springbræt for mere lukrative former for massage. De kvindelige elever blev forhørt hos lederen på skolen, dr. Witt, om deres erotiske vandel. Det var også derfor, man havde skiftet betegnelse fra massøse til fysioterapeut.

Mit yndlingsredskab var mine hænder. Jeg brugte hænderne til at massere med olie eller fedt. Når vi skulle massere på et bestemt sted på bagdelen, trak damerne skørtet op og trussen ned, så der var et lille stykke med bart, man kunne fedte ind. Men de beholdt hatten på. De havde stort hår og store frisurer fyldt med hattenåle, så det var ikke bare noget, man lige rystede på plads.

Dengang skulle man lave apparatfejlsvurdering, og de mest udbredte behandlingsmetoder var massage og elektroterapi. Vi havde også øvelsesterapi, men det var svært, for det var jo lægen, der diagnosticerede, vi skulle bare udføre behandlingen.

Da jeg var færdig med eksamen, blev jeg volontør på Riget. Men jeg var ikke interesseret i at arbejde med fysioterapi ude i praksis, for man mistede motivationen. Patienten kom ind til lægen, som sagde, "du skal have massage på glut.med." Så skulle fysioterapeuten massere glut.med., og efter ti gange skulle man stille til eftersyn hos lægen igen. Man fik ikke mulighed for at tage stilling til noget som helst selv, og man var afhængig af hvilket humør, lægen var i. Så jeg begyndte at læse psykologi og blev magister i 1972.

Kort efter tog jeg et job som fysioterapeut i De Gamles By i København, og opdagede, at fysioterapien havde ændret sig. Samtidig abonnerede jeg på det engelske fysioterapeutblad og opdagede en masse forskellige behandlingsmetoder. Jeg var f.eks. meget optaget af Maitland. I 1977 åbnede jeg egen klinik i Jylland med min kone, som også er fysioterapeut.

Mit særlige fysioterapeutiske kendetegn er at kombinere kropslig behandling med psykologisk behandling. Jeg har taget  efteruddannelse i body dynamicssystemet, hvor jeg opdagede sammenhængen mellem krop og psyke. Indsigten i patientens kropsbygning og de centrale mentale problemstillinger, giver forståelse af klientens stress og ofte dybt ulykkelige situation.

Jeg går altid hele kroppen igennem, jeg starter med holdningen og går videre i et bestemt system, så jeg får et overblik. Når jeg er færdig, kan vi snakke om hvad han har af problemer. Hvis man kommer med en dårlig skulder, så kan jeg starte med at behandle fødderne. Så arbejder jeg mig videre op, og behandler og retter og skruer. Når vi kommer op til skulderen, er smerterne tit forsvundet.

Mit fysioterapeutiske motto er: ”viden og varme hænder”. Mine hænder er stadig mit yndlingsredskab. Jeg har trænet dem, og de fortæller mig mange ting om kroppen hos patienterne. Jeg lægger hænderne på folk, og bare jeg lægger hånden på en mands arm, kan jeg kopiere hans måde at gå på, og efter to minutter kan jeg fortælle ham, hvad hans gangfunktion er. Patienternes kropsbygning kan fortælle mig de mest centrale ting om den mentale struktur.