Fysioterapeutuddannelsen er i konstant udvikling

Nina Olsen: Da jeg gik på Skolen for Fysioterapeuter i København i 1975, var vi 20 kvinder på mit hold, og der var 19 kvinder og en mand på parallelholdet. Der var også et par enkelte mænd i de øvre klasser. Jeg tænkte ikke over, at vi var mange kvinder, sådan var det bare. Udover når vi havde gymnastik med den anden klasse og skulle i bad. Så skulle vi jo bade sammen. Jeg tror, at manden ventede til sidst med at tage bad.

Morten Rosenlund Nielsen: På Via University College i Aarhus er vi stort set halvt af hver, vi er ti drenge og lidt flere piger. Det er nogenlunde jævnt fordelt. Når vi har haft fysisk aktivitet, bader mænd og kvinder hver for sig i hhv. dame- og herreomklædningen.

Nina Olsen: 1970erne var en frigørelsestid, hvor vi gik imod det konventionelle. Skolen var lidt mere venstreorienteret, det var jeg også selv. Der var tendens til at man reagerede på ting, man ikke syntes var i orden. Vi var meget opmærksomme på samfundet, vi var socialt bevidste og ville gerne have indflydelse på tingene.

Det var også vigtigt, at kvinderne ikke bare skulle stå og være yndige, der skulle være lige vilkår for kønnene. Vi startede f.eks. første skoleår med at strejke i 14 dage. Skolelederen havde nogle kontroverser omkring nogle blinde studerende, hun blev fyret, og det opponerede vi imod som studerende, selvom vi som nystartede ingenting anede om det.

Morten Rosenlund Nielsen: De fleste studerende går op i politik, men der er forskel på graden af engagement. De fleste er meget bevidste om, hvordan samfundet fungerer, og er efter det nye uddannelseslofts indtræden meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er at ramme plet med drømmestudiet.

Det tætteste, jeg som studerende har været på en strejke, var da nogle undervisere på skolen var truet af lockout. Det kunne påvirke vores undervisning, så vi sandsynligvis ville få færre lektioner og måtte gå over til selvstudie, og det gav anledning til debat.

Nina Olsen: De fysiske aktiviteter på uddannelsen gik ud på gymnastik. Man lavede gymnastikserier og øvelser, og blev bedømt på dem og på ens musikforståelse. Jeg kan huske, at jeg ikke syntes, at det var patientrelateret nok. Det handlede slet ikke om, hvordan man skulle overføre det til patienterne. Jeg gik selv til fodbold, og jeg savnede mere fysisk aktivitet og sport.

Morten Rosenlund Nielsen: Sport og fysisk aktivitet har fyldt meget på 2. semester. I movement science skulle vi tilrettelægge et træningsforløb til en bestemt målgruppe, f.eks. til en gruppe damer på mellem 30 og 50 år på et fitnesscenter, som skulle lave aerobic på stepbænke. Målet var fysisk aktivitet og sammenhold. Man bliver filmet, og så får man videoen, så man kan se sig selv, mens læreren giver feedback. Vi har meget fokus på at tilpasse træningen til den enkelte målgruppe og patient.

Nina Olsen: Vi opfordrede patienterne til at lave øvelserne derhjemme, men det var ikke så intenst som i dag. Vi havde ikke en øvelsesbank eller en app, man kunne give patienten, så vi tog et stykke papir og tegnede nogle tændstikmænd, som de fik med hjem. Men det var ikke hver gang.

Morten Rosenlund Nielsen: Træning er helt klart den største tendens i undervisningen indtil videre. Vi har både teoretiske og praktiske fag, og vi har manuel behandling, men der lægges stor vægt på hjælp til selvhjælp. At finde frem til problemet og oplyse patienterne om det, så de kan lave øvelserne derhjemme eller på fitnesscenteret og selv være med til at udbedre problemet. Patienten skal ikke komme igen og igen, så vi kan tjene flere penge. Det handler om at oplyse dem, så de selv kan være med til at udbedre problemet.

Nina Olsen: Evidens var ikke noget, der optog os. Jeg husker ikke, at der var forskningsprojekter omkring fysioterapi, man gik efter den bedste kliniske praksis. Man hørte jo fra klinikerne, at der var gode resultater med en fysioterapeutisk behandling, og det blev retningsgivende for det man skulle gøre.Vi fulgte ofte med i fagbladet omkring det sidste nye. I dag kan man jo dårligt nok sige noget, før de studerende spørger: Er der evidens for det, du siger? De vil gerne have, at alt skal være undersøgt. Men det er jo ikke alt, vi foretager os, der er undersøgt.

Morten Rosenlund Nielsen: Evidens betyder rigtig meget. Der skal være evidens for at det vi laver, virker, både når vi skriver opgaver og laver træning. Man skal jo stå til ansvar for det man gør. Alt, vi laver, er evidenspræget.

Nina Olsen: Psykologi fyldte meget lidt. Vi fik besøg af en psykiater, der boede på Christiania, og det var meget spændende, men ingen af os havde mødt hverken fysioterapeuter eller patienter, der havde haft psykiske problemer, så det var noget subtilt. I dag ser man på patienterne i et helhedsperspektiv, og man taler om den bio-psyko-sociale model. Det gjorde vi ikke så meget dengang. Da var det ham med skulderen eller ham med amputationen, man tog udgangspunkt i lidelsen.

Der var heller ikke fokus på folk fra andre kulturer, f.eks. gæstearbejderne. Men vi var meget optagede af at se på de omgivelser, den enkelte patient var i. Vi var f.eks. ude og besøge en kassedame i et supermarked for at se på hendes arbejdsbevægelser. Der udkom rapporter om arbejdsskader hos malere, der fik påvirket hjerne-funktionen pga. opløsningsmidler, og murere, der blev skadet af tunge løft. Det var den socialt bevidste tankegang, der kom ind her.

Morten Rosenlund Nielsen: På skolen og i undervisningen er der en stærk tendens til, at man skal i øjenhøjde med målgruppen og kunne møde personer fra alle lag. Empati er rigtig vigtigt. Krop og sind hænger sammen, så vi er ikke kun fysiske trænere, vi er også terapeuter. Vi bliver i høj grad skolet i at finde frem til kernen af problemet ved at snakke med mennesket og fokusere på deres sindstilstand.

Vi har også psykologiske fag, så vi kan hjælpe mennesker til at finde frem til deres fysiske mål med livet. Vi skal ikke fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv, men vi kan godt fortælle dem, at hvis ikke de ændrer på deres livsstil, vil deres sundhedstilstand ikke blive bedre. Det handler om at tage udgangspunkt i patientens mål, så vi kan hjælpe med at mindske smerterne eller få dem til at gå helt væk.

Nina Olsen: Vi brugte ikke sminke og ikke altid bh. I fysioterapitimerne skulle man se på folks holdning, en elev meldte sig frivilligt, og så stod man i trusser og blev nærstuderet.

Vi tegnede nerverne og musklerne på huden af personen, og det var en god variation at se det tæt på i virkeligheden. Det var helt almindeligt, at man blev nærstuderet. De fleste af os svedte en del under armene.

Morten Rosenlund Nielsen: Vi er ikke bange for at smide tøjet. Den første dag på studiet spurgte underviserne, om de var en, der ville lægge krop til, og siden har det været helt normalt at smide tøjet og stå i undertøj.

Det er en uskreven regel, at ingen skal udstilles, og man må ikke filme. Den eneste, der ikke smider tøjet foran holdet, er en pige i min klasse, der går med tørklæde på grund af religion. Hun må ikke vise sin krop for mænd, og det tager vi og skolen hensyn til, så hun står i et afskærmet område.