Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Mange opgaver og få hænder

LEDER // "Ingen fysioterapeut skal få stress eller miste arbejdsglæden ved at gå på arbejde", siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.
Foto: Lars Horn

Det gør ondt langt ind i sjælen, når jeg hører om nyuddannede fysioterapeuter, der tænker på at forlade faget, før de rigtig er kommet i gang.

I dette nummer af Fysioterapeuten fortæller unge fysioterapeuter om at have hjertebanken, ikke kunne huske fra næse til mund og have ulyst til at gå på arbejde. Først og fremmest som følge af arbejdet.

For mange nyuddannede oplever, at der er for kort tid til patienterne, for få hænder og manglende oplæring i arbejdsopgaverne. Det kan give stress og sygemeldinger.

Jeg er ikke i tvivl om, at de senere års omstrukturering og besparelser i det offentlige sundhedsvæsen, og det øgede pres på effektivitet og lønsomhed i de private klinikker, spiller en vigtig rolle. Vi skal alle løbe hurtigere og hurtigere på arbejdet. Det er en generel udvikling i samfundet, som har ramt såvel erfarne som nyuddannede fysioterapeuter.

Men jeg tror også, at presset føles ekstra hårdt af de unge fysioterapeuter, der gør deres entre på arbejdsmarkedet uden de store erhvervserfaringer. Jeg hører stadig flere ledere og undervisere på grunduddannelsen tale om nyuddannede, der får et praksischok, når de starter på en sygehusafdeling, i en kommune eller klinik for fysioterapi. Det er formentlig prisen, vi som samfund betaler ved at haste de unge mennesker igennem uddannelsessystemet.

Derfor er det så vigtigt at give de nyuddannede en grundig oplæring. For selv om der er tale om veluddannede, unge fysioterapeuter, har den praktiske erfaring og sparring fra kollegaerne den største betydning, når man starter i et nyt job.

Der er også brug for, at den enkelte arbejdsplads tager hånd om problemerne, helst inden de opstår. At man taler åbent om arbejdspres og stress, og at ledelsen tør prioritere opgaverne. Og vigtigst af alt, at der er tilstrækkelige ressourcer til at løse opgaverne på faglig forsvarlig vis.

I Danske Fysioterapeuter har vi tæt dialog med ledere, tillidsrepræsentanter og uddannelsesledere, netop for at sikre at arbejdsforholdene er ordentlige, såvel for nyuddannede som de erfarne fysioterapeuter. Og så benytter vi alle lejligheder til lægge pres på politikerne i Folketing, regioner og kommuner til at afsætte tilstrækkelig ressourcer.

For det er en generel problemstilling, at de flere opgaver, kombineret med øgede dokumentationskrav og stigende arbejdstempo, giver en række problemer for såvel fysioterapeuter som for andre ansatte i sundhedsvæsenet. Det viser en stor undersøgelse fra FTF.

Det er baggrunden for, at vi i hovedbestyrelsen har bedt foreningens arbejdsmiljøråd om at komme med råd og anbefalinger til, hvordan vi bedst sikrer fysioterapeuter et godt arbejdsliv. For ingen fysioterapeut skal få stress eller miste arbejdsglæden ved at gå på arbejde.