Min arbejdsplads: De mærker, at jeg vil dem

Hvor arbejder du?

Jeg arbejder i en nyoprettet stilling i KABS/ Hvidovre, et center for mennesker, der er heroin- og substitutionsbrugere (fx metadon, red.). Jeg har arbejdet i psykiatrien i 11 år og har mødt rigtig mange misbrugere, så da jeg så opslaget her, vidste jeg, at jeg havde meget at bidrage med. De søgte en fysio- eller ergoterapeut. Det fysioterapeutiske syn på krop og aktivitet giver rigtig meget mening, og jeg har fået forholdsvis frie hænder til at sammensætte et tilbud.

Hvad laver du?

Jeg har tre overordnede funktioner: Jeg tilbyder individuel- og gruppebehandling, er kontaktperson og observatør i heroinklinikken. Brugerne kommer en eller to gange om dagen i heroinklinikken, og jeg indgår i det tværfaglige team, der observerer dem i 5-15 minutter efter, de har fået deres heroin. Det er utrolig vigtigt, at jeg har min gang her, for det er her, jeg skaber de relationer, der skal bygges videre på for at få brugerne til at deltage i tilbud om træning eller behandling.

Hvorfor er relationen vigtig?

De kommer ofte ikke for at træne af lyst, men fordi de kan mærke, at jeg gerne vil dem, og fordi de ved, at jeg står klar med åbne arme, selvom de har meldt fra de sidste tre gange. De er ramt på alle parametre, fysisk, psykisk og socialt, og stofferne dulmer alt, hvad der hedder ikke bare følelser, men også fornemmelser af kroppen, og det er tit et stort skridt for dem overhovedet at kunne rumme kontakten. Eksempelvis en 25 årig kvinde, som jeg længe har vurderet kunne have gavn af at deltage i min gruppe med kropsterapi. Det ville hun ikke, men hun ville gerne træne, og nu her 9 måneder senere er hun med i gruppen og synes, at det er helt fantastisk. Det er uden tvivl relationen, der har båret os herhen.

Hvad er det, du kan give dem?

Først og fremmest ro og overskud, som er noget af det, de mangler, når de for eksempel kommer fra et liv i Istedgade, der var fyldt med at skulle skaffe penge til det næste fix. Da jeg startede, var jeg spændt på, om de overhovedet ville mig, fordi stoffer fylder alt, men det vil de, og jeg har ventelister til individuel behandling og de forskellige grupper. Jeg har en træningsgruppe med cirkeltræning to gange om ugen, hvor jeg også sniger noget afspænding ind. En kropsterapigruppe sammen med en psykolog. Og en gågruppe, hvor det er det relationelle, der er i fokus, og det måske mest handler om at få en snak. Jeg kan lære dem deres kroppe at kende på en anden måde, end de er vant til. Rigtig mange af vores brugere har traumer, og det kan være sårbart at gå ind i, men hvis de kan rumme, at vi går dybere, gør vi det. Jeg lærer dem, at hvis de har haft et traume, er det naturligt, at deres nervesystem er alert, og de får redskaber til bedre at kunne styre og rumme deres temperament eller følelser.

Hvad med den somatiske del?

Mange af dem har en del somatiske udfordringer, som for eksempel rygproblematikker, smerter eller fixeskader som amputationer og nerveskader, men det er oftest det kropsterapeutiske, der er i fokus. De har måske diagnoser som ADHD og PTSD og har brug for samling og ro, og i det perspektiv er det ikke så vigtigt, om de kom haltende ind ad døren. Mit faglige fundament er min efteruddannelse inden for BBAT, og Somatic Experiencing, som er en terapeutisk metode til at mindske stress efter traumer.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det relationelle – det var det, jeg savnede i psykiatrien, hvor det gik så utroligt stærkt. Her er mulighed for noget kontinuitet, og man kan se, at det udvikler sig, at de åbner sig kropsligt og i kontakten. Mange af dem har tidligere erfaringer med svigt og brudte relationer og har derfor en skepsis overfor andres motiver, så det er en stor tillid, de udviser, når de lukker mig ind. Alle næsten uden undtagelse har nogle tunge historier i deres journal, men jeg tager dem ikke med hjem eller går rundt med ondt i maven. Jeg kan ikke ændre deres fortid, men jeg kan påvirke deres fremtid. Jeg skal sætte realistiske mål og ikke tro, at jeg umiddelbart kan ændre deres forhold til stoffer, men jeg kan gøre noget ved deres forhold til egen krop, og det tager de jo med sig.

Er der brug for flere som dig?

Virkelig! Det er i den grad et underprioriteret område. Mange af dem har aldrig forholdt sig til kroppen og har aldrig dyrket motion, og jeg kan se, at den kropslige tilgang rykker så meget for dem. Jeg havde for nylig en bruger, der sagde ”Wow!, hvorfor er jeg ikke blevet tilbudt det her noget før”.