Den rullende fysioterapeut

RUL, LÅS BREMSEN, rul, lås bremsen. Jørgen Dalgaard kører rundt om sin patient, der sidder på enden af briksen.

”Bremsen er min balance – derfor låser jeg den, hver gang jeg holder stille”, siger han og ruller hurtigt sin kørestol om på den anden side af patienten.

Det går endda meget stærkt, og Jørgen Dalgaard er helt tydeligt holdt op med at tænke over det for længe siden. Patienten, Sanne Didriksen, fortæller om de fremskridt, hendes skadede skulder har gjort, siden Jørgen sidst rullede rundt om hende. Han lytter og begynder at flytte rundt med hendes arm for at høre, hvor det stadig gør ondt.

Ikke noget at gøre ved det

Jørgen Dalgaard blev færdiguddannet som fysioterapeut i 1991 og rejste blandt andet rundt med ungdoms- og ynglingelandsholdene i håndbold på pigesiden. I 1998 kom det første skleroseattak i det ene ben og senere i den ene hånd. Diagnosen var ikke til at tage fejl af.

”Det var ikke ligefrem en rar besked, men på den anden side var der heller ikke noget at gøre ved det”.

Jørgen arbejdede videre med håndboldlandsholdene, men efterhånden blev det temmelig bøvlet. Han sagde farvel til landsholdene i 2005, men har ikke sluppet sporten helt og sidder i bestyrelsen for den lokale håndboldklub i Svendborg, men har selv kastet sig over andre sportsgrene.

”Jeg har prøvet rullestolsrugby, til mine arme var syret fuldstændig til. Jeg har en patient, der kører maraton med håndcykel; jeg fatter ikke, hvordan han kan holde til det”.

De sidste år er han begyndt at dyrke sejlsport i en handicapbåd. ”Der er noget at lære. Jeg trimmer og trimmer, men der er godt nok nogen, der lige har lidt bedre styr på det og sejler fra mig”, siger han med et smil.

Egen klinik

Klinikken blev Jørgen Dalgaards i 2000.

”Jeg arbejdede for den tidligere ejer, der fik en modbydeligt aggressiv kræftform. For at hans kone ikke skulle slås med salget, købte jeg den i en fart”.

Til at begynde med lå klinikken i nabolandsbyen, men for tre år siden flyttede Jørgen Dalgaard den til de nuværende lokaler i Gudme.

”Jeg byggede om for mere, end jeg gav for bygningen. Til gengæld har vi nu Svendborg Kommunes største lokaler til fysioterapi. De er indrettet sådan, at jeg kan komme rundt med kørestolen overalt. Dørene er lidt bredere, og handicaptoilettet er rent faktisk indrettet som et handicaptoilet”, siger Jørgen, der indimellem undrer sig over indretningen af andre såkaldte handicaptoiletter:

”Sæbeskålen sidder, så man ikke kan nå den, papirhåndklæderne er gemt mellem toilet og håndvask, og toilettet sidder i børnehøjde. Man kan da bare google, hvordan det skal indrettes!”

I fleksjob hos sig selv

Sklerosen har sat sig så solidt på Jørgen Dalgaards ben, at han i dag er permanent kørestolsbruger, men holde op med at arbejde vil han ikke.

”Hvad skulle jeg så lave? Jeg elsker mit arbejde og har egentlig aldrig tænkt tanken om pension. Desuden er der en lille detalje med økonomien. Min indtægt er en smule højere på den her måde”. Han søgte og fik uden problemer tildelt fleksjob – med den lille krølle, at han fleksjobber i sin egen virksomhed.

Jørgen Dalgaard arbejder hver dag til kl.12. Altså på halv tid. Og derefter spiser han og de fem medarbejdere frokost sammen.

”Nogle gange har jeg en vikar, så jeg har tid til at tænke over, hvordan jeg kan udvikle klinikken. Hvor underligt det end lyder, er jeg blevet en bedre leder af at have sklerose. Jeg har nemlig tid”.

På klinikkens hjemmeside står der, at han har speciale i sklerose. Det er af helt åbenlyse årsager rigtigt. Han kan bare ikke tage sig af sklerosepatienter selv.

”Det kræver, at man kan flytte rundt med folk, og det er ikke ligefrem min spidskompetence. Til gengæld vejleder jeg de andre på klinikken om, hvilke særlige behov sklerosepatienter har. Det fungerer fint. Derfor er min egen fysioterapeut også i huset”.

Jørgen Dalgaard mener, at fysioterapeuter generelt ikke træner mennesker med sklerose hårdt nok. Med hård træning mener han, så meget som den enkelte kan holde til.

”Mange oplever ubehaget, når kropstemperaturen stiger, for eksempel som snurren i hænderne, der bliver værre. Det er kun midlertidigt, indtil ens temperatur er faldet igen. Til gengæld får man værdien af træningen”.

Han mener, at fysioterapeuten skal presse lidt på for at få sklerosepatienter til at træne noget mere, men det er vigtigt, at træningen er sjov. ”Hvis en gåtur i skoven er mere interessant end fysioterapeutens løbebånd, er det selvfølgelig det, man skal”, siger Jørgen Dalgaard, der altid råder nydiagnosticerede til at tage på sklerose- hospital.

”Der får de hele paletten af faglige kompetencer. Sklerose griber ind i hele ens liv og ikke kun fysisk”, siger Jørgen Dalgaard, der selv har været på sklerosehospital et par gange. For ham har det den ekstra dimension, at det er en form for efteruddannelse.

”Jeg oplever, hvad alle de andre faggrupper, fra bandagist til neurolog, kan og bliver på den måde bedre til at råde andre”.

Dårlig humor

Jørgen Dalgaard har ikke patienter med hofte- eller balanceproblemer. De kræver for meget fysisk støtte. Hjemmebesøg er heller ikke lige hans afdeling.

”Vi henviser til hinanden i huset, og patienterne bliver glade, når man siger, at der en kollega, der er meget bedre til at løse et problem”.

Han kan selvfølgelig heller ikke vise, hvordan man laver en øvelse med benene, eller bruge behandlingsteknikker stående, men det er der råd for. ”Jeg har udviklet et par greb og teknikker som ikke lige står i håndbogen”, som han siger. Under sin uddannelse lavede Jørgen Dalgaard en opgave om idræt for blinde. Den lærte ham et meget præcist sprog til at instruere i øvelser. Noget der er blevet praktisk, med de fysiske begrænsninger, han nu har.

”Opgaven hed i øvrigt 'Se hvor det går', og titlen viser, hvor dårlig humor man skal have, for at arbejde sammen med mig. Det er nok det handicap, mine medarbejdere lægger mest mærke til”.