Vesten holder balancen
Thomas Collins har været ude at danse i weekenden. Det er første gang siden 2015, hvor han blev opereret for en diskusprolaps. Efter operationen fik han en række uspecifikke neurologiske symptomer i form af ataksi, rystelser og dårlig balance. Efter et år hvor han dårligt kunne komme udenfor en dør uden at falde, kan han i dag gå igen, også på trapper, og hvis han falder, er han i stand til at reagere, så han ikke slår sig.
Grænseoverskridende mystisk
Thomas Collins var heldig, at hans sundhedsforsikring kendte til hjælpemidlet BalanceWear og sendte ham til Skodsborg Fysioterapi, hvor de i 2015 netop var gået i gang med at bruge vesten til deres neurologiske patienter.
BalanceWear er en vest med et velcrosystem, hvor vægtlodder kan placeres strategisk på indersiden.
Thomas Collins beskriver sin første afprøvning af vesten således: ”Jeg er ikke troende, men det var helt grænseoverskridende mystisk. Uden vesten kunne jeg ikke gå. Da jeg fik vesten på, kunne jeg gå på trapper og færdes sikkert udenfor og på arbejdet. I dag har jeg vesten på hele tiden og kan næsten gå normalt og falder ikke længere over kantsten”.
Systematisk test
BalanceWear er udviklet af den amerikanske fysioterapeut Cindy Gibson Horn for snart 15 år siden. Hun har brugt adskillige år på at afprøve den i klinikken og udvikle et koncept, der omfatter testprotokol og undervisning med efterfølgende certificering. Tanken er at vesten med vægtlodderne påvirker patientens posturale kontrol og evne til aktivt at tilpasse sine sansemotoriske strategier til de balancemæssige udfordringer. Loddernes placering, antal mv. besluttes ud fra patientens individuelle behov. Fysioterapeuten tester efter et systematisk testbatteri med blandt andet test af den reaktive og proaktive balance samt gangformåen og -kvalitet.
Vesten kom først til Danmark for et par år siden og er i dag godkendt som kropsbåret hjælpemiddel efter §112 i serviceloven. Det er fysioterapeut Jan Ove Myklebust, der ejer Skodborg Fysioterapi, der har taget initiativ til at indføre BalanceWear til Danmark. Han og syv andre fysioterapeuter fra klinikken er som de eneste i Europa blevet certificeret til at kunne teste og tilpasse BalanceWear.
Af de syv er fire yderligere uddannet til at kunne undervise og certificere andre terapeuter i brugen af BalanceWear. Det gælder for eksempel flere fysioterapeuter fra Fysiodanmark-klinikker, LionsKollegiet og Grønlands Hospital. Og flere er på vej i hele landet.
Koncept til Danmark
Konceptet kom til Danmark ved et tilfælde. Det var en af Jan Ove Myklebusts patienter, der efter et besøg i USA købte vesten og tog den med hjem. Patienten led af en hastigt progredierende ataksi, så han til sidst måtte bruge kørestol for at komme rundt.
”Da han efter USA-turen kom gående ind på klinikken med vesten på og uden hverken stok eller rollator, var vi målløse”, fortæller Jan Ove Myklebust.
Ingen af fysioterapeuterne i klinikken havde hørt om vesten før, for selvom konceptet BalanceWear har været udbredt i USA i en del år, var det ikke nået til Europa. Jan Ove Myklebust tog derfor til USA for at lokke Cindy Gibson Horn til Danmark for at undervise.
Skodsborg Fysioterapi anvender primært BalanceWear til klinikkens voksne neurologiske patienter med ataksi, sklerose og Parkinsons sygdom med balancebesvær, men i ét tilfælde har man også afprøvet det til en treårig dreng med cerebral parese. Også han har fået store forbedringer på gangen og kan gå uden gangstativ, når han har vesten på. Ud over at forbedre gangen kan vesten også stabilisere patienter med manglende kontrol af arme eller problemer med at bruge stemmen. Selv om vesten virker for en stor gruppe patienter med dysfunktionel postural kontrol, har den ikke effekt for alle. Det gælder for eksempel i tilfælde, hvor dysfunktioner i det muskuloskeletale system er den primære årsag til de posturale udfordringer og ikke dysfunktion i de mere centrale mekanismer.
Hjælpemiddel
Fysioterapeut Sarah Post behandler Thomas Collins og har fulgt ham, fra han fik vesten til i dag, hvor han har brugt den i ca. en måned.
BalanceWear koster 15.000 kr. Ud over selve vesten, koster det også at gå til kontroller for at få justeret og tilpasset vægtloddernes placering. Thomas Collins har fået bevilget vesten som hjælpemiddel af Københavns Kommune, der i første omgang afviste ansøgningen. Men Sarah Post kunne med sine test vise, at der var en væsentlig forbedring i gangen og færre fald, hvis han brugte vesten. Thomas Collins kunne for eksempel gennemføre en Timed Up and Go-test på 7 sekunder med vest, hvor han uden vest brugte 13 sekunder.
”Patienten skal bruge vesten så meget som muligt i hverdagen og kombinere brugen af vesten med fysisk aktivitet ”, siger Sarah Post.
Når Thomas Collins kommer til kontrol, bliver hans proaktive og reaktive balance testet både med og uden vest. Der skal afsættes god tid – op til halvanden time første gang og mindst en time til kontrollerne. De fleste patienter kommer igen efter tre måneder og opfordres til at tage kontakt til fysioterapeuterne, hvis de oplever, at effekten bliver mindre eller helt udebliver.
Behov for forskning
Der er ikke gennemført mange studier af effekten af balancevesten. Cindy Gibson Horne har sammen med en gruppe forskere fundet, at både skridtlængde og ganghastighed øges, når patienter med sklerose bruger gangvesten. Samme forskere har også påvist mindre sway i stående stilling med samlede ben. De er kun få primært kliniske studier på området, så der er endnu et stykke vej til evidens.
”Vi mangler at forstå, hvorfor og hvordan vesten virker. Der mangler et teorigrundlag”, siger Ulla Weile, der er udviklingschef i Skodsborg Fysioterapi. Lige nu er klinikken i gang med et lille projekt sammen med Lyngby- Taarbæk Kommune, hvor de undersøger før- og-efter-effekten af behandling med BalanceWear på patienter med forskellige neurologiske lidelser. Kommunens ergoterapeut udvælger de patienter, der skal indgå i projektet og tester dem før og efter brug og træning med vesten. Fysioterapeuterne i Skodsborg er desuden begyndt at bruge video til at dokumentere resultatet af behandlingen af den enkelte patient.
Men for at forstå, hvorfor små vægtlodder i en vest, kan have så positiv effekt på patienterne, er der behov for et større projekt. Jan Ove Myklebust og Ulla Weile har derfor taget kontakt til Syddansk Universitet, der skal hjælpe med at sætte et forskningsprojekt i gang.
”Vi vil gerne udbrede konceptet til hele landet, men vi har også brug for at vide, hvorfor, det virker, så udbredelsen ikke bygger på anekdotiske, ugebladsagtige historier”, siger Jan Ove Myklebust.
Forskningsprojekt på vej
Skodsborg Fysioterapi har taget kontakt til fysioterapeut, ph.d. Hans Lund, lektor på Syddansk Universitet med henblik på at gennemføre et studie af effekten af BalanceWear. Planen er, at fysioterapeut, cand. scient. fys. Signe Versterre skal stå for den metodiske vejledning med Hans Lund som forskningsleder. På et møde i januar skal man finde ud af, hvordan studiet skal gribes an, og hvilke målemetoder der skal benyttes. Udover at finde ud af, hvilke funktioner vesten påvirker, vil patienternes oplevelser også blive inddraget i undersøgelsen, da behandlingen tilsyneladende har stor effekt på patienternes hverdag.
Mere om BalanceWear
På motiontherapeutics.com er der flere oplysninger om BalanceWear. Hjemmesiden henvender sig til både patienter og sundhedsprofessionelle.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.