Børneaktiviteter: Få pulsen op udendørs
Har dit barn været udenfor for at bevæge sig i dag?
Næsten alle børn kan godt lide at være udenfor, og cirka halvdelen vil gerne bruge mere tid i naturen, end de gør nu.
Det viser en ny rapport fra Center for Børn og Natur.
Og der er mange gode grunde til at tage dit barn med ud for at få pulsen op.
Fysisk aktivitet – som fx boldspil i haven eller cykelturen til skole – er ikke kun godt for konditionen. Det styrker også knogler, muskler og holder blodtrykket i balance. Og så har bevægelse en positiv effekt på dit barns trivsel og mentale sundhed.
Savner du inspiration til udendørsaktiviteter? Her er tre idéer til børneaktiviteter i sensommeren:
1. Gå på jagt efter saftige brombær i skoven. Al bevægelse tæller!
2. Tag til kysten for at hoppe i bølgen blå. Måske bliver det et af årets sidste dyp?
3. Udforsk lokalområdet. En tur på legepladsen, boldbanen eller i parken er en god måde at få sved på panden på.
Har dit barn skader eller særlige behov, der skal tages hensyn til ved træning og fysisk aktivitet, er det en god idé at kontakte en fysioterapeut for råd og vejledning.
Læs Center for Børn og Naturs nye rapport
Læs Sundhedsstyrelsens rapport om fysisk aktivitet for børn og unge
Guide til et liv i bevægelse
Denne artikel er en del af Danske Fysioterapeuters tema "Guide til et liv i bevægelse", der er målrettet borgere. Her deler vi viden om fysioterapi og guides til forebyggelse og bevægelse.