Nytårsforsæt? Sådan holder du motivationen i din træning
Nyt år, nye træningsvaner.
Mange ser årsskiftet som en mulighed for at komme godt i gang med at være fysisk aktiv.
Så gælder det bare om at holde motivationen og om at undgå at overbelaste din krop.
Og hvordan gør du så lige det?
Få vejledning
Husk, at alle er forskellige. Søg råd og hjælp hos en fysioterapeut, hvis du er i tvivl.
1. Gå ikke fra 0 til 100 med det samme
Du behøver ikke gå i fitnesscentret seks gange om ugen, hvis du ikke er vant til fysisk aktivitet. Tænk i stedet: Den bedste træning er den, du får lavet. En rask gåtur i skoven eller et par gode øvelser hjemme foran flimmeren tæller også.
2. Vælg den træning, du godt kan lide
Der er ikke noget værre end at skulle tvinge sig selv ud ad døren. Så brug noget tid på at finde ud af, hvilken træning du synes er sjov at bruge din tid på. Måske er det bassintræning i den lokale svømmehal? Eller yoga i dit nærmeste center? Al motion tæller.
3. Find en god træningsmakker
Det er lettere at få rørt sig, hvis du har en makker, der venter ved cykelskuret eller foran holdsalen. Det forpligter. Og det betyder også, at du har en person at dele dine milepæle i træningen med, i takt med at du bliver stærkere, forbedrer din kondition, bliver mere smidig og/eller får en bedre balance.
Guide til et liv i bevægelse
Denne artikel er en del af Danske Fysioterapeuters tema "Guide til et liv i bevægelse", der er målrettet borgere. Her deler vi viden om fysioterapi og guides til forebyggelse og bevægelse.