Multisygdom: Træning kan hjælpe dig
Lider du af mere end én kronisk sygdom?
Omkring to ud af tre danskere, der har én kronisk sygdom som for eksempel forhøjet blodtryk, KOL, slidgigt, type 2-diabetes, hjertesvigt, iskæmisk hjertesygdom eller depression, lider også af en anden kronisk sygdom.
Men nu er der godt nyt.
Træning kan være en effektiv del af behandlingen. Det viser en forskningsgennemgang af 23 forskellige studier med 3363 deltagere med multisygdom i alderen 50-80 år.
Resultaterne lyder, at træning to-tre gange om ugen, hvor du får vejledning af for eksempel en fysioterapeut, kan:
- forbedre din livskvalitet
- forbedre din fysiske tilstand, så du for eksempel kan gå længere
- mindske symptomer på depression og angst
- mindske risiko for hospitalsindlæggelse
Læs den faglige artikel om forskningsgennemgangen i Fysioterapeuten
Du kan lave konditionstræning, styrketræning eller en kombination af de to, alt efter hvad der er muligt for netop dig.
Husk, at alle er forskellige. Vil du have vejledning til, hvilken træning der passer til dig og din situation? Kontakt en fysioterapeut i dit nærområde.
På baggrund af forskningsgennemgangen vurderer forskerne, at træning er et sikkert behandlingstilbud for mennesker med multisygdom. Det så for eksempel ikke ud til at øge risikoen for uønskede smerter i knæ, arme og ryg. Og træning reducerede ligefrem risikoen for hospitalsindlæggelser og lungebetændelse, har forskerne skrevet i fagbladet Fysioterapeuten.
Guide til et liv i bevægelse
Denne artikel er en del af Danske Fysioterapeuters tema "Guide til et liv i bevægelse", der er målrettet borgere. Her deler vi viden om fysioterapi og guides til forebyggelse og bevægelse.