Nyansættelser

Som tillidsrepræsentant vil du ofte være involveret i processen omkring ansættelse af en ny medarbejder. Brug din mulighed for at påvirke processen og sikre en god behandling af den nye kollega.

Stillingsopslag

Det er en god ide, hvis du som tillidsrepræsentant kan få indflydelse på udformningen af stillingsopslaget. Du kan bl.a. præge beskrivelsen af den profil, I søger, samt medvirke til, at aflønning og kvalifikationer hænger sammen.

Ansættelsessamtalen

Som tillidsrepræsentant vil du ofte sidde med i ansættelsesudvalget. Det er en god ide, at du inden samtalen drøfter med dine kolleger hvilke ønsker, de har til en ny medarbejder. Du skal først og fremmest vurdere, hvordan en ansøger vil indgå i det kollegiale samarbejde.

Inden samtalen bør ansættelsesudvalget drøfte hvilken rolle, I hver især har. F.eks. hvem der spørger/fortæller om hvad.

HUSK: at der er tavshedspligt omkring ansøgerne. Det gælder for alle i udvalget.
Sørg om muligt for, at kollegerne ikke ser ansøgerne, og at ansøgerne ikke får kendskab til hinanden.

Emner, du som tillidsrepræsentant kan orientere om under samtalen:

  • kulturen på arbejdspladsen
  • lokale aftaler og uskrevne regler
  • hvordan den nyansatte får rådgivning vedr. forhandling af løn.
  • herudover er din opgave også at sikre, at ansøgeren ikke bliver spurgt om graviditet, sygdom eller lignende.


Ansættelsesudvalget er rådgivende, og I bør forsøge at blive enige, da det vil være lettere for alle parter, hvis der fra starten er bred opbakning til den nyansatte.

Det er dog ledelsen, der i sidste ende foretager den endelige udvælgelse. Du har som medlem af ansættelsesudvalget tavshedspligt.

Kontakt mellem ansøger og tillidsrepræsentant

Det vil være naturligt, at en ansøger kontakter tillidsrepræsentanten for at få oplysninger om særlige ansættelsesvilkår og lønniveau for fysioterapeuterne. I den forbindelse kan du rådgive ansøgerne om deres muligheder for selv at forhandle løn.

Hent aftale om lokal løndannelse på det kommunale område

Hent aftale om lokal løndannelse på det regionale område

Det er vigtigt, at der er enighed om lønnen, før ansøgeren siger ja til stillingen. Det er lederens ansvar at tage initiativ til lønforhandlingen, men du skal som tillidsrepræsentant være opmærksom på, om det sker.

Du har som tillidsrepræsentant brug for - og ret til - at vide, om en fysioterapeut er medlem af Danske Fysioterapeuter for at kunne yde den service, fysioterapeuten har krav på.

Derfor kan du spørge om medlemskab af foreningen i forbindelse med nyansættelsen, men det hører ikke hjemme ved selve ansættelsessamtalen.

Alternativt kan du spørge Danske Fysioterapeuters sekretariat, om ansøgeren er medlem.

Efter ansættelsen

Når den nye medarbejder er faldet til, kan du f.eks. orientere om:

  • kulturen på arbejdspladsen
  • lokale aftaler og uskrevne regler
  • tillidsrepræsentantens funktion og rolle
  • hvordan den nyansatte får rådgivning vedr. forhandling af løn.
  • hvornår og hvordan medarbejderen kan gøre brug af tillidsrepræsentanten
  • at medarbejderen skal huske at give Danske Fysioterapeuter besked om det nye job.


Det er ledelsen, der har ansvaret for, at den nyansatte får oplysninger om de praktiske forhold og arbejdsgange. Ledelsen kan enten selv fortælle det eller uddelegere det til andre på arbejdspladsen.

Det er MED-udvalgets ansvar at fastlægge retningslinjerne for et introduktionsprogram for nyansatte. Det er en god ide at undersøge, om I har et sådant program på din arbejdsplads.

 

Kontakt

Rådgivning for ansatte og lejere
3341 4620