Samspillet med kollegerne

Du bliver valgt af dine kolleger til at varetage deres interesser. Det giver som regel ikke anledning til problemer, men du kan dog komme ud for dilemmaer, der kan være svære at håndtere.

Din særlige indsigt i ledelsens beslutninger

Du har som tillidsrepræsentant ofte arbejdet med sagerne i længere tid end dine kolleger. Derfor kan du måske i nogle tilfælde bedre forstå ledelsens dispositioner og derved komme til at virke som forsvarer for ledelsen.

Det er vigtigt, at du giver kollegerne tid og mulighed for at bearbejde oplysningerne og sætte sig ind i problemstillingerne.

Hvordan bliver du forstået rigtigt?

Som tillidsrepræsentant skal du kommunikere direkte, både med kolleger og ledelse. Det er vigtigt, at du skaber tillid omkring dig, da det ellers er svært for dig at blive forstået korrekt. Gør derfor rede for dine holdninger, og hvad du bygger dem på, når du informerer eller diskuterer med personalegruppen. Du har ofte en indsigt i ledelsens arbejde og dispositioner, som kollegerne ikke har, og derfor kan du let blive misforstået, hvis du ikke offentliggør dine holdninger og motiver. Ønsker du at udvikle dine virkemidler, kan du med fordel uddybe din viden om kommunikation og brugen af bl.a. assertion og kropssprog.

Når du repræsenterer kolleger

Du kan også komme i en situation, hvor du skal repræsentere kollegers synspunkter, som du ikke er enig i. I de tilfælde skal du sørge for at gøre det klart over for lederen, at du taler på vegne af dine kolleger.

Du kan i ekstreme tilfælde komme ud for at skulle repræsentere en kollegas interesser i en sag, som du slet ikke kan gå ind for. I sådanne situationer kan du overveje at lade suppleanten træde ind.

Et andet dilemma, du kan komme ud for, er balancen mellem at varetage det enkelte medlems interesser og gruppens. Det er vigtigt, at du og suppleanten snakker tæt sammen om den type udfordringer og forklarer jeres bevæggrunde over for kollegerne.

At gå af som tillidsrepræsentant

Som udgangspunkt er du valgt for to år, men der kan dog opstå helt særlige situationer, hvor du kan blive nødt til at gå af som tillidsrepræsentant. Det kan f.eks. ske, hvis du bliver presset til at repræsentere dine kolleger på en måde, du ikke kan stå inde for.

I det tilfælde kan du vælge at sætte dit TR-hverv til rådighed for andre. Et eksempel kan være at dine kolleger (udenom dig) handler på nogle problemer, som du mente, at du skulle gå videre med.

Kan en tillidsrepræsentant væltes?

Der kan også opstå helt særlige situationer, hvor dine kolleger af en eller anden grund bliver så utilfredse med din måde at være tillidsrepræsentant på, at de ikke ønsker, at du skal repræsentere dem. I sådanne situationer kan kollegerne vælte dig.

Konkret vil det betyde, at de fortæller dig, at de vil have en anden tillidsrepræsentant, og at de så indkalder til et møde for at vælge en ny. Et eksempel kan være, at du svigter deres tillid ved at fortælle lederen noget, der var fortalt i fortrolighed.

At gå som eller vælte en tillidsrepræsentant i utide skal være forudgået af oprigtige forsøg på at løse problemerne på andre måder.

Kontakt

Rådgivning for ansatte og lejere
3341 4620