Statsautorisation på sinde
Vidste du at...
Der findes mange sjove historier og spændende anekdoter om professionens udvikling, fagforeningens rolle og fysioterapifagets udøvelse fra den tidlige begyndelse og frem til i dag.
I september 1940 blev Rudie Agersnap valgt som formand for Den almindelige danske Massageforening. Hun afløste Marie Møller, foreningens første kvindelige formand, som havde siddet på posten i 17 år.
Rudie Agersnap var som sin forgænger massøse: hun var uddannet fra H.P. Lunds kursus, men som formand var hun en anden type.
Hvor Marie Møller havde en stilfærdig ledelsesstil og holdt hyggelige møder i hjemmet, stod Rudie Agersnap for en mere markant facon.
Kokosolie og cykeldæk
Den nye formand overtog posten i et Danmark, som var besat af tyskerne.
Besættelsen medførte en række restriktioner og nye opgaver for Den almindelige danske Massageforening. Man manglede helt nødvendige varer, så massøserne kunne udføre deres erhverv.
I foråret 1941 opsøgte Rudie Agersnap personligt den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen for at sikre, at der var kokosolie på apotekerne til et års forbrug til foreningens 600 privatpraktiserende massøser. Senere stod der cykeldæk, cykelslanger og gummi til ventiler på ønskelisten.
Læs om manglen på massageolie under krigen
Også massøsernes lønvilkår lå formanden på sinde. Det lykkedes hende at underskrive landsdækkende overenskomster med Sygehusforeningen og Sygekassernes Centralforening i 1941 og 42, aftaler, som Marie Møller havde gjort forarbejdet til, før hun blev bremset af 2. verdenskrigs udbrud.
Medlemmerne stemte imod formanden
Rudie Agersnap bragte også håbet om statsautorisation frem i lyset igen. I oktober 1941 fremsendte foreningen et forslag til Sundhedsstyrelsen om statsautorisation og en ændring af uddannelsen, så den blev forlænget fra de eksisterende to år med tre måneders obligatorisk hospitalspraktik.
Der var opbakning blandt medlemmerne, men det var med en betingelse: Autorisationen måtte ikke omfatte de massøser og massører, der blev uddannet på Skodborg Badesanatorium. Desuden var medlemmerne bange for at miste lægernes velvilje.
En urafstemning blev fatal for formanden: et flertal stemte nej, og Rudie Agersnap valgte at fratræde formandsposten i oktober 1944.
Men hun fortsatte det politiske virke og arbejdede videre bag linjerne for sine mærkesager. I 1953 blev hun valgt til formand igen. På det tidspunkt havde foreningen netop skiftet navn til Danske Fysioterapeuter. Navneskiftet var udtryk for de fremskridt, der var sket indenfor fysiurgien, og ændringen af massøsernes rolle.
Massøsens nye rolle og internationalt udsyn
Erfaringerne fra USA og England med behandling af sårede soldater i anden verdenskrig medførte nye behandlingsmetoder, og behandlingen af børn i polioepidemien blev overvejende udført af massøser, i samarbejde med læger. Dermed fik massøserne en helt ny og anderledes rolle end den passive og adlydende assistent, som Lægeforeningen havde forsøgt at fastholde.
Rudie Agersnap havde fra første færd haft det internationale arbejde som sin store interesse. I 1951 blev The World Confederation for Physical Therapy (WCPT) stiftet i forbindelse med den internationale poliokonference i København.
Selvom Rudie Agersnap på daværende tidspunkt ikke var formand for foreningen indtrådte hun i bestyrelsen for WCPT, hvor hun senere bestred formandsposten fra 1959 til 1967. Det betød, at Danske Fysioterapeuter fik værtskabet for kongressen i 1963.
Den internationale organisering skulle styrke faget overfor offentligheden og politikerne, men havde også betydning for udvekslingen af fagligt videnskabelige erfaringer. Samtidig blev det nationale og mellemfolkelige bureaukrati mindre, så fysioterapeuter fra medlemslande kunne arbejde på tværs af grænserne.
Rudie Agersnap fortsatte som formand for Danske Fysioterapeuter frem til 1971. To år før, i 1968, opnåede fysioterapeuter endelig statsautorisation, da staten overtog ansvaret for uddannelsen.