I krig og fred

Astrid Kroghs personlige beretning

I januar 1943, midt under 2. verdenskrig, stod Astrid Krogh med et splinternyt eksamenspapir og lægeautorisation som massøse og sygegymnast. Hun var en af de få heldige, der fik en voluntørplads på Kommunehospitalet, et ønskescenarie for de fleste nyuddannede massøser.

Senere fik hun en uddannelsesstilling, hvilket hun selv beskriver som et mirakel i et indlæg i forbindelse med hospitalets 125-års jubilæum.

Krigen satte sit præg på hverdagen, fortæller Astrid Krogh i et jubilæumsskrift i forbindelse med Kommunehospitalets 125-års jubilæum. Under Folkestrejken i 1944 fik massøserne opgaven at overbringe hemmelige budskaber rundt på hospitalet, at være sekretærer på skadestuen og uddele mælk til kvinder med spædbørn, der stod i lange køer uden for hospitalet.

Hun måtte selv cykle gennem byen forsynet med hospitalets armbind for at hente nattøj og andre private fornødenheder til ansatte, der var tvunget til at blive på hospitalet om natten. Armbindet reddede hende fra at blive stopper af de tyske besættelsestropper.

Hun fortæller også, at det var en stiltiende aftale, at de ansatte ikke spurgte til de indlagtes identitet, eller hvorfor de blev udskrevet fra den ene dag til den anden. En af de indlagte patienter var særlig populær på hospitalet. Han var englænder og de ansatte kunne øve sig på engelsk, når de behandlede ham.

Astrid Krogh blev i 1967 overfysioterapeut på Kommunehospitalet.

Vareknaphed og rationering

Efter tyskernes besættelse af Danmark i 1940 mærkede massøserne hurtigt konsekvenserne af rationeringen på deres arbejde. Det var især den palmin, de brugte til massagebehandlingen, det kneb med.

Rudie Agersnap, formand for massageforeningen, opfordrede indtrængende Handelsministeriet i oktober 1940 til at bevilge den nødvendige kvantum, så massøserne fortsat kunne tilbyde massagebehandling.

Læs om manglen på massageolie under krigen

Massøserne havde også brug for ekstra rationer af sæbe og vaskepulver til vask af det linned, de brugte til behandlingslejerne. I det hele taget havde Rudie Agersnap nok at gøre med at sikre, at massøserne havde adgang til det, de havde brug for til deres arbejde og det var udover palmin og sæbe også badeolie og badesalt.

De fleste massøser brugte cyklen til hjemmebehandlinger og her blev de ramt af knaphed på cykelslanger, -dæk og -gummi. Rudie Agersnap måtte igen træde til og kæmpe for at sikre massøsernes mulighed for at komme rundt til patienterne.

Øget arbejdsløshed

Krigen kom også til at medføre øget arbejdsløshed. Det var almindelig praksis, at de sygehusansatte massøser også drev en privat klinik ved siden af, hvilket ikke vakte begejstring hos de massøser, som udelukkende skulle leve af deres private klinik.

De opfordrede i 1940 foreningen til at henstille til sygehusansatte, at de ikke måtte drive privat praksis ved siden af sygehusarbejdet. En opfordring, som ikke vakte begejstring blandt de berørte massøser på sygehusene.

Udgangsforbud og tysk overtagelse af foreningens kontor

I 1943 var det ikke i alle egne af Danmark muligt at rejse frit. Det var derfor nødvendigt med en passérseddel, hvis man blev stoppet af de tyske tropper.

Den 12. september 1943 skulle der afholdes repræsentantskabsmøde. I forbindelse med mødet skulle der aftenen før være en fest aftenen for at fejre foreningens 25 års jubilæum.

Der var varmet godt op til mødet, da det skulle drøftes, om massøserne skulle ansøge om statsautorisation. Men der var store problemer, for tyskerne havde indført undtagelsestilstand og mødeforbud.

Men selv om mødeforbuddet for foreninger blev ophævet inden selve repræsentantskabsmødet, var det næsten umuligt for delegerede fra provinsen at nå frem. 

Det krævede nemlig at tyskerne udstedte et Rejsepas, og det var langt fra alle steder i landet, at det var muligt at få et.

En af de delegerede fra Aarhus skriver således til Rudie Agersnap:

”Jeg vil sige Dem Tak for deres mange smaa breve i den sidste Tid, vi kunde jo heller ikke faa Pas til Rejsen, selv om der ikke havde været Mødeforbud, nu er jo Mødeforbudet delvis ophævet – men herfra er det vanskeligt at faa Rejsepas. Paa Sønderborg Kaserne sidder der i Øjeblikket 10 gode Danske Mænd arresteret, de har intet gjort – men er danske.”

Således blev repræsentantskabsmødet, der skulle afholdes den 12. september 1943, og festen dagen før, aflyst. Der stod følgende i en kort notits i Tidsskrift for Den almindelige danske Massageforening:

”Forhåbentlig kan vi engang, naar tiderne bedres, samles til en festlig Aften.”

I 1943 indførte tyskerne mødeforbud, og det gik ud over det repræsentantskabsmøde, som var planlagt den 12. april. Den almindelige danske massageforening måtte aflyse og benyttede blandt andet disse to meddelelser i deres kommunikation med de delegerede.

Tyskerne kom også til at spille en rolle for foreningens kontorfaciliteter. I 1941 var massageforeningen flyttet til Vesterport efter i en årrække at have haft kontor i formanden Marie Møllers lejlighed.

Men i 1944 blev foreningen med en dags varsel tvunget ud af lokalerne af de tyske besættelsestropper, der ønskede lokalerne lukket ”omgående”.  Foreningen overtog lokalerne igen i april 1947.

Behandling før og efter krigen

Den nye teknologi, der kom som følge af krigen og nye operationsmetoder, førte til nye behandlingsformer også for massøserne.

På sygehusene var badebehandling en væsentlig del af massøsernes arbejde, og det handlede både om varme og kolde pakninger, slampakninger, fyrrenåle- og saltbade. De nyuddannede startede først i badeafdelingerne for derefter at avancere til massageklinikkerne. Men aktiv rehabilitering, elektroterapi kom til at spille en større og større rolle.

Efter 2. verdenskrig blev de fleste massøser og senere fysioterapeuter ansat på fuld tid og det stillede nye krav. De åbne grænser og de nye muligheder for at udveksle viden og erfaringer på tværs af landegrænserne fik en uvurderlig betydning for udviklingen af fysioterapien i 1950’erne.

Læs om de åbne grænsers betydning for fysioterapien

Hospitalskibet Jutlandia var den danske regerings bidrag til FN's aktion i forbindelse med krigen i Korea fra 1950-53. Hospitalsskibet havde 350 sygesenge og tre operationsstuer.

Jutlandia foretog tre togter og der var en fysioterapeut med på hver togt. Fysioterapeuten var optaget fra tidlig morgen til sen aften med at behandle. De fleste patienter var soldater, men der kom også sårede civile på skibet.

Mange af de sengeliggende patienter fik respirationsterapi flere gange om dagen. Men fysioterapeuten tog også imod andre mere mobile patienter i den lille intermistiske klinik, der blev indrettet med bolde, elterapi-udstyr og briks.

Læs mere om Koreakrigen og Jutlandia

Udvikling af behandlinger til de mange, der blev ramt af polio kom til at præge fysioterapien i disse år. En lang række nye behandlingsformer så dagens lys, og inspirationen kom især fra læger som Kaltenborn og Bobath. Fra England lærte massøserne lungeterapi, hvilket førte til et skifte fra passiv drænagebehandling til mere aktive øvelser.

Også i nyere tid har fysioterapien spillet en vigtig rolle i krig. De mange de svære krigstraumer, som man så det efter 2. verdenskrig, har ført til udvikling af rehabiliteringen og fx nyudvikling af benproteser, som vi kender i dag.

Fysioterapeuter har genoptrænet danske soldater, der er vendt hårdt sårede hjem fra udstationering. Og også flygtninge fra krigsramte områder har haft glæde af den viden, som danske fysioterapeuter har om behandling af torturoverlevere. Således har fysioterapeuter fra Dansk Institut mod Tortur været førende på området og har videregivet deres viden til kolleger fra andre lande.