Koreakrigen og Jutlandia

Under Koreakrigen (1950-1953) ydede Danmark humanitær støtte til den amerikansk-ledede FN-koalition, der var i krig med Nordkorea og dets støtter i Sovjetunionen og Kina, ved at udsende M/S Jutlandia som hospitalsskib. Hospitalsskibet var den danske regerings bidrag til De Forenede Nationers aktion i Korea. Der var 350 sygesenge og tre operationsstuer på skibet og en lille specialindrettet fysioterapiklinik. De fleste patienter var amerikanske eller koreanske marinesoldater, men der var også indlagt civile.

De fleste havde mange læsioner, men takket være nyudviklede skudsikre veste, var læsionerne ikke så alvorlige, som man så dem under 2. verdenskrig.

Jutlandia foretog tre togter i årene mellem 1951-1953. På hver tur var der ansat en fysioterapeut, der arbejde fra syv morgen til seks aften.

Fysioterapeut Anna Conrau var med på første togt. Hun ses på fotografiet med to krigsskadede koreanske børn.

Opgørelse over behandlinger

Fysioterapeut Vibeke Ahrens var med på Jutlandias tredje togt. Mange af patienterne var sengeliggende, men Vibeke Ahrens havde også etableret en lille klinik, hvor hun kunne tage imod de mere mobile patienter.

Fysioterapeut Vibeke Ahrens var med på tredje togt og var også med til at pakke sammen, da våbenhvilen blev underskrevet i juli 1953.

Under sit ophold opgjorde hun de behandlinger, som hun gav fra 20. september 1952-16. oktober 1953. Det blev til i alt 3433 behandlinger til de indlagte patienter og 820 behandlinger til hospitals- og skibsbesætningen.

Mange af de sengeliggende patienter fik respirationsfysioterapi flere gange dagligt og de oppegående fik behandling på en lille fysiurgisk klinik på 3. dæk. Klokken 17 fik patienterne aftensmad, og så havde Vibeke Aheren tid til at  føre kontrol. Sidst på aftenen fik patienterne igen besøg af Vibeje Ahrens, der gav respirationsterapi, inden de skulle sove.

Den fysiurgiske klinik var udstyret med kortbølgeapparat, en stimulator og forskellige remedier til fysioterapi som trisser, stave til stavgymnastik og bolde.

Men det var ikke kun behandlingen, der betød noget for patienterne.  En af Vibeke Ahrens patienter, som var 19 år, råbte tilhende: "Come and hold my hand". Til det skriver Vibeke Ahrens: "Det viser jo tydeligt, at menneskelig kontakt og forsåelse er lige så vigtig en del af behandlingen som faglig kunnen".

Vibeke Ahrens har beskrevet sine oplevelser på Jutlandia i foreningens jubilæumsskrift fra 1993. Her fortæller hun om den store sorg, der ramte alle på skibet, når raskmeldte soldater blev sendt tilbage til fronten.