Massøser i lægernes favntag

Lægerne blev toneangivende i Danmark og satte deres præg på de første mange års sygegymnastik, foreningens etablering og drift, tidsskriftet og massøsernes og sygegymnasternes status og beføjelser i sundhedssystemet.

Lægerne skrev de faglige artikler i tidsskriftet helt op til 50’erne.  De blev anset for at have den nødvendige viden om både sygdommene, og hvordan massøser og sygegymnaster skulle behandle dem.

Såleds skrev lægen C. Ottosen i Tidsskrift for Dansk Massage og Sygegymnastik Forening nr. 3 1918:

”Den direkte fordel, som Sygegymnastikken kan have for Gigt og Reumatisme, herunder ogsaa især de sygegymnastiske passive Bevægelser, er den, at man herved bedre end paa nogen anden maade kan strække de sygeligt forandrede Kapsler, Baand og Sener efter hver Behandling mere og mere, saaledes at man efterhaanden kan faa sammenvoksninger og Adhærencer sprængte og dermed friere og lettere bevægelighed, t. Eks. lykkedes det ofte at faa de sener, som ved den sygelige Proces er fastvoksede i deres skeder, til igen at glide frit i samme”. 

Læs om nogle af de tidlige øvelser, som vi også kender i dag

De første formænd var læger

”Naar Lægerne saaledes i Gerning har vist deres store Interesse for Sygegymnasterne, maa disse deri se et Bevis paa den store Betydning Lægerne lægger i at have en veluddannet Stand af Massøser og Sygegymnaster til Assistenter og Medarbejdere paa dette vigtige Felt af Terapien”, sådan skrev massøsen Marie Møller i det første samlede værk om Danmarks lægeautoriserede Massøser og Massører fra 1943. Marie Møller var formand fra 1923 til 1940 og blev toneangivende for den udvikling, som foreningen fik.

Massøser, sygegymnaster og senere fysioterapeuter blev betragtet som lægernes assistenter, og da en gruppe kvindelige massøser i juni 1918 dannede den første landsdækkende forening, var det under lægeligt overopsyn. De første to formænd, lægerne Erik Faber og Hans Peter Lund, lagde aldrig skjul på, at massøser og sygegymnaster alene skulle arbejde under direkte tilsyn af læger og ikke blive for selvstændige.

Den faglige udvikling

Lægeforeningens massageudvalg havde stor indflydelse på udviklingen af sygegymnastikken i Danmark og mere end en gang blev forslag fra Den almindelige danske Massageforening trukket i langdrag eller underkendt af Lægeforeningen, som havde et afgørende ord at skulle have sagt i forhold til, hvilke beslutninger der blev truffet i Sundhedsstyrelsen og ministerierne.

Lægerne havde tidligere overladt behandling af tænder til tandlægerne. Den fejl ønskede de ikke at gentage. Lægerne ønsker for alt i verden ikke at få brudt deres behandlingsmonopol, slet ikke inden for en klassisk gren af lægevidenskaben.

Det er orden at uddelegere opgaverne indenfor massage og sygegymnastik, men frigørelse kan det ikke være tale om. Derfor mødte det stor modstand i Lægeforeningen, da læge Hans Jansen i begyndelsen af 1920erne peger på, at det vil være til gavn for patienterne og lægerne at udvikle sygegymnastikken. Holdningen var her, at massøser og sygegymnaster ikke skulle kunne for meget.

Spørgsmålet om autorisation

I 1930erne er lægerne udfordret at kiropraktorerne, der får lov til at praktisere uden at have medicinsk uddannelse, samtidig med at kvaksalverparagraffen bliver fjernet i lægeloven.

Så mens sygeplejersker og jordemødre, der ikke behandler og konkurrerer med lægestanden, i løbet af 1930erne opnår autorisation uden indsigelser fra lægerne, er der ikke samme velvilje overfor fysioterapeuternes ønske.

I 1950erne begynder man dog at bløde op på holdningerne i Lægeforeningen, og det baner vej for statsautorisationen for fysioterapeuter i 1968, men først i 2007 får fysioterapeuter lov til at stille diagnoser på egen hånd.