Klappske krybeøvelser – fra hot til not

I 1908 to tog unge sygegymnaster Paula Smith og Sigrid Nutzhorn til Bonn for at studere hos den tyske læge Rudolf Klapp. De ville lære hans tilgang med aktive øvelser, de såkaldte klappske krybeøvelser, at kende og bringe den til Danmark.

Klappske krybeøvelser blev i Tyskland brugt sammen med anden sygegymnastik til behandling af skolioser og dårlig holdning. Den danske læge Frode Sadolin, der også kendte til metoden, holdt i 1913 et foredrag i Mekanoterapeutisk forening, der blev refereret, i sygegymnasternes fagblad.

Her fortalte han om metoden, der gik imod brug af bandager, ”der ikke omformer de misdannede Dele, men kun bruger dem i en ny Stilling, som er labil, saa at Kroppen ikke uden en Bandages Hjælp kan holdes i denne Stilling”.

Det at krybe på alle fire gav derimod ifølge Rudolf Klapp en stor frihed i bevægelserne i columna, og ryggen kunne lettere mobiliseres aktivt. Han mente, at muskelkraften med columna i vandret stilling kunne udrette krumningerne.

Klapp udviklede forskellige måder at krybe på, der kunne bruges til målrettet behandling af de forskellige former for skolioser.

Behandlingsmetoden fordrede tykke filtlapper på knæ og hænder og et glat gulv. De klappske krybeøvelser var en del af undervisningsstoffet på uddannelserne helt frem til 1970’erne.

Allerede i 1943 gav den danske overlægefrue Lis Tarcke udtryk for sin skepsis overfor effekten af krybeøvelserne på skolioser. Hun skriver i et kapitel i en bog om Danmarks massøser og massører:

”De klappske Krybeøvelser, der er vel overvurderet med Hensyn til deres Indvirkning paa Scolioser, er gode mobiliserede Øvelser, hvor hele Legemet tages med i Brug; man bør vel i hvert Tilfælde bevare de dobbeltsidige.

 Klappske krybeøvelser på børn

Klappske krybeøvelser i Danmark

Pensioneret overfysioterapeut Winnie Hessing er en af de mange fysioterapeuter, der er blevet undervist i klappske krybeøvelser og fik erfaring med dem i behandlingen af børn og unge med idiopatiske strukturelle skolioser. Hun var i 1970’erne ansat som fysioterapeut på det daværende Ortopædisk Hospital, hvor fysioterapeuterne blev undervist og introduceret for metoden.

Hun fortæller: ”Vi kravlede rundt på gulvet med specielle lapper på hænder og knæ og skulle lave alle mulige mærkelige krybeøvelser. Det var vildt komisk. Vi var skeptiske og ville have forklaret, hvad disse øvelser gjorde godt for. Spurgte vi overfysioterapeuten, vidste hun det ikke og henviste til lægerne, spurgte vi lægerne, henviste de til overfysioterapeuten. Min kollega Åse Seitzberg og jeg besluttede, at vi ville være med til at ændre behandlingen. Vi vendte os mod den anglo-saksisiske model, som ligeledes lagde vægt på træning. Det var fysioterapeut Beatrice Woodcock fra Stanford University der i 1946 udgav sin praktiske vejledning til behandling af skoliose, der inspirerede os”, fortæller Winnie Hessing.

Winnie Hessing og hendes kollega Åse Seitzberg gennemførte sammen med overlæge Finn Biering-Sørensen i 1980’erne en undersøgelse af muskelstyrken hos 70 piger med skoliose og 198 raske piger i alderen 10-17.

Det viste sig, at pigerne, der blev behandlet med Bostonkorsettet, ikke havde svagere muskulatur en jævnaldrende raske piger. En artikel, der beskrev undersøgelsen, blev aldrig publiceret.

Der er formentlig ingen af de unge fysioterapeuter i dag, der kender de klappske krybeøvelser, og de tanker, der lå bag dem. Langsomt gled øvelserne ud. Der kom nye og bedre korsetter til, og fysioterapeuterne udviklede nye øvelser til børnene og de unge.