Upassende markedsføring af massage
I de første 10 år af foreningens historie kæmpede formændene en brav kamp for at forhindre, at massøser og sygegymnaster annoncerede for ydelser, som man i foreningen anså for upassende eller at prostituerede annoncerede deres ydelser under dække af, at det drejede sig om massagebehandling. Et emne, der også var blevet diskuteret allerede før Massageforeningens stiftelse. Lægeforeningen nedsatte i 1898 et udvalg – Massageudvalget – der skulle komme med forslag til ”hvordan man kunne kontrollere den uensartede gruppe af massøser og sygegymnaster.”
Udvalget påpegede, at massøsen skulle være en ”fuldt paalidelig Person i moralsk Henseende”. Den skjulte hentydning var, at man ikke måtte benytte massagen som ”et Skærmbræt for den mer eller mindre hemmelig Prostitution”. Netop adskillelsen mellem massage i prostitutionsøjemed og massage som behandling var en af årsagerne til stiftelsen af Den almindelige danske Massageforening i 1918.
Massageudvalget understregede desuden i 1898, at massøserne i artikler og annoncer i aviser og blade ikke måtte love guld og grønne skove og markedsføre deres behandlinger som ufejlbarlige metoder med hurtige og sikre resultater.
Upassende markedsføring fører til mistet autorisation
I 1922 vedtog hovedbestyrelsen i Den almindelige danske Massageforening sammen med Massageudvalget i Lægeforeningen, at massøserne kunne få frataget autorisationen, hvis ikke annoncerne opfyldte de af foreningens opstillede retningslinjer. Det fremgik af de kollegiale vedtægter, at massøserne hverken måtte annoncere i dagspresse eller ugeblade eller på gadetavler eller på store ”husplakater”. Kun navn, stilling, telefonnummer, adresse og eventuel træffetid måtte fremgå af annoncerne.
Et par år senere blev emnet taget op igen på repræsentantskabsmødet i maj 1925, hvor man drøftede, hvorvidt man i foreningen kunne acceptere, at massøserne tilbød fodpleje, manicure eller frisering og annoncerede med det. Et enigt repræsentantskab vedtog at forbyde medlemmerne at ”give sig af med Fodpleje, Manicure eller Frisering”.
Lyssky virksomheder
I slutningen af 1930’erne optog foreningens tidsskrift flere debatindlæg med harmdirrende indlæg om andre massøsers annoncering. I flere år bragte Politiken annoncer for ”Massage Klinikker”, hvor ydelserne ud over massage lød på fodpleje, manicure, højfjeldssol, vibrationsmassage mm. Desuden var der flere prostituerede, der annoncerede for deres ”ydelser”.
I 1942 bragte tidsskriftet følgende læserbrev: ”Som lægeaut. Massør kan jeg kun glæde mig over at læse i Politiken (som jeg gennem flere Aar har abonneret på) at ikke mindre end fire saakaldte ”Massage Klinikker” er blevet lukket af politiet. Det har længe i høj grad undret mig og mange andre, at et af vore førende Dagblade optog den slags Annoncer, som andre Blade aabenbart afviser. Det vil være en let Sag for Undertegnede at henlede Politiets Opmærksomhed paa flere af disse lyssky Virksomheder, som er tjenelig til at lukkes. Jeg kan forudsige, at Politiken vil miste mange Abonnenter blandt Den alm. danske Massageforeningens 1100 medlemmer, saafremt ovennævnte usmagelige Annoncering ikke hurtigst standses”.
Tre dage senere fik debattøren et svar fra Politiken: ”Vi kan forsikre Dem for, at vi har fundet det meget ubehageligt at erfare, at flere Massageklinikker, der averterer i Politiken, er lyssky Virksomheder. Politiken meddelte derpå, at de fremover kun ville modtage annoncer fra autoriserede klinikker.
Alternativ behandling – først inde så ude
I 70’erne og 80’erne kom en række nye behandlingsformer til Danmark, og fysioterapeuterne var hurtige til at tage dem til sig. I 1983 bragte foreningens tidsskrift således en række artikler om alternative behandlingsformer skrevet af fysioterapeuter. En opgørelse fra foreningen viste, at fysioterapeuter anvendte: Kostterapi, drømmetydning, psykisk massage, Laban, healing, meditation, bodyreading, kinesiologi, bioenergiske øvelser, primalterapi, bodybuilding og samtaleterapi.
Denne praksis var foreningen ikke imod. Tværtimod godkendte den det alternative undervisnings- og behandlingscenter Vindrosen i Odense.
Men foreningen var under pres og det blev derfor vigtigt at udvikle en fælles fagpolitisk holdning til, hvad der var fysioterapi og hvad der ikke var i lighed med massøserne tilbage fra 1925.
I den forbindelse blev det taget op, om de restriktive annonceregler, der havde eksisterede i foreningen siden 1925, ikke havde udlevet sig selv. Der var nemlig, ifølge daværende formand Inger Brøndsted, brug for at fortælle, at fysioterapeuten ud over den traditionelle behandling også tilbød alternative behandlingsformer.
Bølgerne gik højt på repræsentantskabsmødet i 1986, hvor det endte med, at det blev tilladt at reklamere for det, som fysioterapeuten kunne og dermed også for alternativ behandling.
Der gik kun fire år, så havde repræsentantskabet endnu en debat om annoncering. Denne gang handlede det om fysioterapeuters salg af produkter. Det blev besluttet, at fysioterapeuter godt måtte sælge fysioterapirelevante produkter som madrasser, hovedpuder og bolde, men ikke ikke-fysioterapeutiske ting som hirseflager, urtete eller fx hårde hvidevarer.
Annoncering anno 2018
Vedtægter om annoncering fremgår af Danske Fysioterapeuters kollegiale vedtægter. Og også i vedtægterne anno 2018 spiller standens anseelse en vigtig rolle for, hvad man må og ikke må. Her kan man blandt andet læse:
"Annoncering af klinikvirksomhed er reguleret af Lov om markedsføring af sundhedsydelser. Loven gælder også for fysioterapeuter, der giver ikke-tilskudsberettigede behandlinger."
"Fysioterapeuter, der som selvstændig erhvervsdrivende, er beskæftiget med salg af produkter med direkte relation til fysioterapi, må reklamere for egen virksomhed/egne produkter under iagttagelse af standens anseelse".