Fysioterapeuterne har ikke fået noget forærende

"De kvindelige massøser og fysioterapeuter har intet fået foræret. Det har været én lang kamp for at blive anerkendt i sundhedsvæsenet, for at få kontrol over faget, og for at opnå akademisk uddannelse og retten til på egen hånd at stille diagnoser og behandle patienter”, siger Kurt Jacobsen.

Kurt Jacobsen er historiker og har skrevet bogen 100 år i bevægelse, der giver en samlet fremstilling af fagets og professionens udvikling gennem de sidste hundrede år.

Det er blevet til beretningen om en gruppe massøser og fysioterapeuter og deres kamp med lægerne, sygekasserne, Sundhedsstyrelsen og politikerne.

”Det er disse kvinder, der har været den drivende kraft i udviklingen fra massage til det, vi i dag kalder fysioterapi. I perioder er udviklingen foregået som resultat af et samarbejde med fysiurgerne og massagelægerne, men det har ikke altid været et lykkeligt ægteskab. For lægerne har været bange for, at massøser og fysioterapeuter kom til at vide for meget”, siger Kurt Jacobsen. 

Kampen er den røde tråd

Den røde tråd i beretningen er den konstante kamp, som løber over mere end hundrede år. Første fase indledes i 1880’erne, hvor kampen omhandler etableringen af en stand for massøser og sygegymnaster.

Massøsen Alvilda Fürst etablerer den første organiserede uddannelse og når at uddanne 900 kvindelige massøser frem til 1914.

Fra begyndelsen af 1920’erne til begyndelsen af 1940’erne er målet at blive anerkendt som faggruppe og opnå overenskomst med sygehuse og sygekasser. Her er drivkraften Marie Møller, den første kvindelige formand for Den almindelige danske Massageforening.

Næste fase følger i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor man kæmper for at få ajourført uddannelsen og opnå statsautorisation. Her spiller Rudie Agersnap, der er den femte formand for Den almindelige danske Massageforening, som i 1953 bliver til Danske Fysioterapeuter, en stor rolle.

Allerede i slutningen af 1940’erne maler hun et billede af en fremtid, som peger langt ud over, hvad datidens massøser kunne. Nemlig at det er nødvendigt for massøser at kunne læse videnskabelige tidsskrifter og opnå større selvstændighed.

Tredje fase indtræffer i begyndelsen af 1970’erne, hvor spørgsmålet om fysioterapeuter kan forske bliver stillet for første gang. Der bliver dog først for alvor sat turbo på forskningsdagsordenen fra slutningen af 1990’erne og især fra begyndelsen af nullerne, da Johnny Kuhr bliver formand for Danske Fysioterapeuter.

Det betød bl.a., at der blev oprettet et professorat og en kandidatuddannelse i fysioterapi ved Syddansk Universitet, og at der i dag er otte professorater, og at mere end 100 fysioterapeuter har opnået en ph.d. grad.

Hvilken rolle har Den almindelige danske Massageforening og siden Danske Fysioterapeuter spillet for at nå hertil?

”De har været utroligt vigtige. Hvis ikke massøser og fysioterapeuter havde samlet sig i det, som i dag er Danske Fysioterapeuter, havde faget og professionen ikke stået, hvor de står i dag. I den forbindelse har det været vigtigt, at foreningen altid har haft et fagligt sigte og ikke kun har beskæftiget sig med løn- og arbejdsforhold. Det tror jeg, at både fysioterapeuter og det danske sundhedsvæsen skal være glade for”, siger Kurt Jacobsen.

Det er ikke lægerne, der har skabt standen. Det har været en del af den etablerede historiefortælling, at det var lægerne som skabte fysioterapeutstanden. Men det har ikke hold i virkeligheden, siger Kurt Jacobsen.

”Det er noget vrøvl. Kilderne dokumenterer, at det er massøserne og fysioterapeuterne selv, der kan tage æren for den udvikling, der har været. Det har jeg ønsket at blotlægge i bogen. Ganske vist har lægerne hjulpet standen på vej, men det er fysioterapeuterne selv, der har tilkæmpet sig den autoritet og position, som faget og professionen har i dag”, siger Kurt Jacobsen.

At lægerne i stort omfang har haft kontrol med fysioterapeuterne, er historisk betinget. I modsætning til Sverige, hvor fysioterapi udsprang af raskgymnastikken og ikke var en del af lægevidenskaben, lå det i Danmark indenfor lægernes domæne.

”Derfor bliver massøsen fra starten defineret som hjælperen, der gennemfører øvelserne med patienten. Det er en spilleregel, altså en institution, som er utrolig svær at bryde. Og en spilleregel, som massøserne accepterer, selv om der efterhånden kommer en voksende irritation over det faste greb, som lægerne har via Lægeforeningens massageudvalg”, forklarer Kurt Jacobsen.

I begyndelsen af 1950erne begynder Lægeforeningen at slippe grebet, men først i 1968 slap fysioterapeuterne med statsautorisationen ud af lægernes favntag. Og så alligevel ikke helt.

For i 1970erne og ‘80erne, da fysioterapeuter begyndte at forske, havde lægerne stor reservation overfor, hvorvidt fysioterapeuter kan forske. Og vi skal helt frem til 2007, før fysioterapeuter får lov til selv at stille diagnoser.

Kurt Jacobsen har i to år dykket ned i omfattende arkivmateriale fra Danske Fysioterapeuter, Fysioterapeutskolen i København, Sundhedsstyrelsen, Indenrigsministeriet, Lægeforeningen mv. for at skrive fysioterapifagets historie.

Bange for konkurrence

”Lægerne var bange for at få brudt behandlingsmonopolet. Massøser, sygegymnaster og nutidens fysioterapeuter behandler. Det gør sygeplejersker og jordemødre ikke. Derfor blev disse faggrupper tidligt autoriserede, uden at lægerne gjorde indsigelser”, forklarer Kurt Jacobsen.

Har det været godt eller skidt, at fysioterapi blev defineret som en del af lægevidenskaben?

”Det kunne ikke være anderledes. I de tidlige år har det været godt, for det var forudsætningen for at bliver anerkendt i det offentlige sundhedsvæsen. På den måde har det haft betydning at være under lægernes vinger, med alle de omkostninger, det samtidig har haft. Siden har det dog været svært at slippe ud af deres favntag”, siger Kurt Jacobsen.

Fysioterapeuters identitet

Kurt Jacobsen understreger, at bogen ikke er den endegyldige historie om fysioterapeuterne.

”Det her er mit blik på fysioterapeuternes historie. Andre ville formentligt have prioriteret andre områder, måske skruet mere op for den faglige udvikling, mens jeg har fokuseret på standen og professionen. Det er en kollektiv biografi, jeg har skrevet. Jeg vil håbe, at de, som læser bogen, vil blive inspireret eller provokeret og meget gerne få lyst til at føje nye brikker til.”

Hvad kan fysioterapeuter bruge fortællingen til?

”Til at få identitet. Al historieskrivning handler i virkeligheden om nutiden. Derfor kan vi stadig komme op og slås om, hvad der skete under 2. verdenskrig eller den kolde krig. Tænk på al balladen om Ole Bornedals tv-serie om 1864. Der skændtes politikere og offentlige personer ikke om fortiden, men om hvordan vi opfatter os selv i dag. Så jeg håber, at nutidens fysioterapeuter vil se sig selv som resultatet af en lang kamp, og vide, at de ikke har fået noget som helst foræret. Og at det efter al sandsynlighed også vil være sådan fremover”, lyder spådommen fra Kurt Jacobsen.

Så fysioterapeuter kan godt ranke ryggen, når de læser bogen?

”Nu er det ikke mit indtryk, at fysioterapeuter har problemer med at ranke ryggen”, siger Kurt Jacobsen med et skævt smil. ”Men ja, der er bestemt grund til at ranke ryggen”.

Interview med Kurt Jacobsen

Hør Kurt Jacobsen fortælle om foreningens begyndelse. 

Hør Kurt Jacobsen fortælle om, hvordan fysioterapeuter altid har kæmpet for deres profession. 

Hør Kurt Jacobsen fortælle, hvorfor man som fysioterapeut har god grund til at være stolt af sig selv og faget.