Solskin som medicin
De fleste kan nikke genkendende til, at solen spiller en vigtig rolle for vores velbefindende og giver energi og overskud efter en lang og mørk vinter. Men det er nok de færreste fysioterapeuter, der bruger solskin som en vigtig del af deres behandling.
I 1920’erne og op til 2. verdenskrig var der massøser og sygegymnaster ansat på sanatorier og kurbadeanstalter. Mange af patienterne led af sygdomme som tuberkulose, mæslinger, difteritis og skarlagensfeber. Disse patienter og andre med subakutte eller kroniske infektioner blev behandlet med solterapi og flere steder, var det massøserne, der stod for behandlingen.
Tidsskrift for Den almindelige danske Massageforening bragte i august 1924 et lille tema om behandling med sol og forholdsregler ved solbadning.
Solterapi
Med overskriften ”Solskin som medicin” gennemgås i artiklen solterapien og de forholdsregler, man skal træffe, for at behandlingen har den ønskede effekt.
Et uddrag af artiklen:
”Paa de Steder, hvor tuberkuløse Tilstande behandles med rationel Solterapi, bruger man ikke saa sjældent at holde Patienten inden Døre og under Observation i et Par Uger og begynder derpaa forsigtig med Solbehandlingen, idet man dagligt lader større Partier af Legemet komme under Solens Straaler, og samtidig gradvis forøger man Bestraalingens Varighed. En Stigning af Legemstemperaturen over det normale (septisk Temperatur) forhindrer i og for sig ikke Solbehandling, men Legemstemperaturen bør følges nøje, og viser den Tilbøjelighed til at stige efter Eksponeringen, anses det for Tegn paa, at denne har været for kraftig.
Til de sædvanlige forsigtighedsregler hører, at Behandlingen afbrydes mindst en halv Time før Maaltiderne og ikke genoptages før en Time efter samme. Under behandlingen beskyttes Hovedet mod Solstraalerne af en Hætte eller et soltelt og Øjnene skærmes af farvede briller.
Solens gavnlige Virkning synes at tiltage efter at Huden er blevet godt brunfarvet, og den Hurtighed, hvormed Solbrændtheden indtræffes, plejer man at betragte som et Tegn paa Tilgængelighed for denne Behandlingsform”.
Slør, parasol, hat og hestekastanjer
Selvom solen blev brugt som terapi, anbefalede massøserne tidsskrift mådehold. Datidens anbefalinger lever i store træk op til anbefalingerne i dag, bortset fra enkelte kuriøse råd.
”Med Sollyset gælder det at anvende det med Maade, ellers kommer man let til at bøde for sin Uforsigtighed ved at faa meget ubehagelige Hudaffektioner med Rødme, Svulst, Hede, Kløe, Blæredannelse, ja, endog Saar”.
Sådan lyder det i en artikel i massøsernes tidsskrift fra 1924. Artiklen blev bragt sammen med en artikel om behandling med sol til patienter med tuberkulose eller infektioner.
Rådene fra dengang kan i store træk anvendes i dag, om end der foreslås nogle mere kuriøse måder at håndtere solen på.
”Det sikreste er foriøvrigt ikke systematisk at efterstræbe at blive brunbrændt af Solen. Saa snart Forfængeligheden kommer til, hører Maadeholdet gerne op. Lad Huden blive brun lidt efter lidt, som et naturligt Resultat af Ophold i det frie med Badning og Soltørring efter Badet”.
Blonde kvinder pas på
I artiklen anbefales det at især blonde kvinder med sart teint passer på og griber til særlige beskyttelsesforanstaltninger. Det kunne være brug af slør eller parasol, der gerne skulle være rød eller brun for at udelukke solen. Kvinderne kunne også vælge at bære hat med stor hatteskygge.
”I den sidste Tid har man ogsaa benyttet sig af den Evne, som Kinin og et af Hestekastanjer fremstillet Stof, Aesculin, har til at absorbere de kemiske Lysstraaler, til Fremstilling af en mod Lysets Virkninger beskyttende Hudcream”.
Pudring til soleksem
Udover at undgå solen kommer artiklen også ind på, hvad man kan gøre for at dæmpe symptomer efter solskoldning.
”Den eneste lokale Behandling, man bør anvende, er Pudring med indifferent Pudder, f. Eks. Talkum, derimod skal man undgaa Fedt og Salver, da disse formindsker eller hindrer den naturlige Fordampning fra Huden og derved let kan forøge Inflammationen i Stedet for at formindske den”.