Forside Om os 100 års jubilæum

Fra elev til studerende

Massøsernes og senere fysioterapeuternes uddannelse har været en af foreningens mærkesager lige fra stiftelsen i 1918 og op til i dag. Det tog tid at løsrive sig fra lægernes favntag, men med tiden lykkedes det. Kursisterne gik fra at være elever til at blive studerende, og de færdiguddannede fysioterapeuter blev langt om længe en selvstændig faggruppe.
Afgangshold fra Kåre Teilmanns Kursus. I bagerste række ses Rigmor Thor, der efter krigen blev en af pionererne indenfor ergonomi, da hun allerede i begyndelsen af 1950’erne udførte undersøgelser af arbejdsstillinger og arbejdsteknik.

I de første mange år efter stiftelsen af Den almindelige danske Massageforening var det foreningens mål, at få massøsernes uddannelse forlænget, så de på den måde kunne få udvidet deres kompetenceområder.

En af de første mærkesager var elektroterapi, som foreningen synes skulle varetages af massøserne, men lægerne var ikke glade for at afgive kompetencer på et område, som de helst ville beholde for sig selv. Massøserne ønskede også i højere grad at arbejde med forebyggelse og ønskede at erhvervsgymnastik blev integreret i grunduddannelsen. Den almindelige danske Massageforening mente, at massøserne skulle lære at lede et hold og skræddersy træningsprogrammerne. Begge emner blev en del af uddannelsen på trods af massiv modstand fra lægerne.

I begyndelsen af 1900-tallet var der flere konkurrerende kurser for massøser. Teilmanns kursus fra 1902 fik den største betydning for udviklingen af massage- og sygegymnastikken. Kurset indeholdt i starten undervisning i anatomi, fysiologi, sygegymnastik- og massageteori, sygdoms- og behandlingslære samt sygegymnastik og massage i praksis. Senere blev der tilføjet forelæsninger i hygiejne, sociallovgivning og lettere laboratoriearbejde. Der var desuden praktik, undervisning i gymnastik og i 1944 blev der tilmed undervist i psykologi på kurset.

Statsautorisationen

I 1970 ændrede kurset navn til Fysioterapeutuddannelsen i København og kursisterne gik fra at være elever til at være studerende. Som en lægeautoriseret uddannelse havde lægerne stor indflydelse og det var først i 1968 efter et massivt pres fra foreningen, at fysioterapeuterne kunne befri sig fra lægernes dominans og kalde sig statsautoriserede. Dermed blev fysioterapeuter en selvstændig faggruppe.

Fysioterapeutstuderende Næstved Sygehus 1987
Undervisning for fysioterapeutstuderende på Næstved Sygehus i 1984

Også uddannelsens længde var til diskussion i foreningen. I 1928-1944 tog det 2 år at gennemføre uddannelsen. I 1966 blev uddannelsen forlænget til 3 år og hospitalspraktikken blev en integreret del. I 2001 samledes fysioterapeutuddannelserne med andre uddannelser i Centre for Videregående Uddannelser (CVU). Samtidig blev uddannelsen forlænget med yderligere et halvt år og lavet til en professionsbachelor.

Adgang til universitetet

Professionsbachelorgraden gjorde det muligt for fysioterapeuter at læse videre og blive optaget på universitetet uden at tage en suppleringsuddannelse. I 2011 blev det således en realitet, at fysioterapeuter kunne gennemføre en kandidatuddannelse på Syddansk Universitet (SDU) i Odense.

Væksten i antallet af kandidater har siden da ført til, at der i dag er flere fysioterapeuter, der efter kandidatuddannelsen fortsætter i et ph.d.-studie. Væksten i antallet af ph.d.-grader inden for fysioterapi har fulgt en næsten lodret opadgående kurve siden 2012.  I dag har vi derfor hele 113 fysioterapeuter med en ph.d.-grad og 46 mere er på vej. Bare i løbet af 2018’s første halve år er der kommet 2 nye professorater, så der i dag er 8 professorer i alt. Og der er endnu et professorat på vej i Aalborg.

Relaterede emner