Sabelraslen og strejke

Den første gruppe offentligt ansatte, der var i konflikt med arbejdsgiverne, var 350 fysioterapeuter. I 1973 stillede Danske Fysioterapeuter sammen med de faglige organisationer for ergoterapeuter og jordemødre krav om 2.400 kroner mere i løn om året, og at der skulle skæres to trin af lønskalaen.

Arbejdsgiverne sagde nej, og da forligsmanden ikke kunne forene parterne, gik de 350 offentligt ansatte fysioterapeuter i november i strejke.

I foreningens fagblad skrev formand Vivian da Costa Ferreira følgende:
”I to uger har 5 sygehuses fysiurgiske afdelinger stort set stået ubrugt hen. Kun ca. 10 procent af de sædvanlige arbejdende fysioterapeuter har været på hospitalerne og klaret de livsvigtige behandlinger. Arbejdsgiverne har meget nonchalant vurderet, at en fysioterapeutstrejke ikke er værd at afværge. Arbejdsgiverne lider øjensynligt stadig af den opfattelse, at fysioterapi er en luksusbehandling – en service som barber- og frisørfaget”.

Strejken kom til at vare to måneder, uden politisk trussel om indgreb. I januar 1974 indgik parterne en aftale, som gav fysioterapeuterne højere løn og fjernede det laveste løntrin.
Aftalen blev godkendt af Danske Fysioterapeuters repræsentantskab med 37 stemmer for, 4 imod og 2 blanke stemmer.

I det følgende nummer af foreningens fagblad slog formand Vivian da Costa Ferreira fast, at aktionen havde givet resultater, ”omend den på mange måder har kostet dyrt”.

Hun skrev videre: ”Danske Fysioterapeuter har vist sig som en organisation, hvor solidariteten blandt medlemmerne er stærk. Vi ved nu, at vi kan klare at lægge vægt bag vores ønsker – men vi sigter ikke imod at gøre strejke til en vane”.

Få år inden havde politikerne på Christiansborg vedtaget tjenestemandsreformen, der indførte aftale- og overenskomstsystemet fra det private arbejdsmarkedet på det offentlig område.

Det betød, at de offentligt ansatte fik kollektiv forhandlings- og strejkeret. Men reformen fra 1969 ændrede ikke på det indbyrdes lønhierarki mellem de enkelte faggrupper. Det har siden været en anstødssten og en stor del af årsagen til den konflikt, der fulgte i 2008.

I et stramt politisk greb

Efter 15 års konstant vækst, blev Danmark i begyndelsen af 1970’erne ramt af økonomisk lavkonjunktur og arbejdsløshed. Det medførte politiske indgreb i overenskomstforhandlingerne.
I 1975 greb regeringen og Folketinget ind og forlængede overenskomsterne, og i 1977 fastlagde politikerne en økonomisk ramme på 4 procent for forhandlingerne.

I 1979 var der store, opsparede forventninger til resultatet hos de faglige organisationer. Så da forhandlingerne med Amtsrådsforeningen og Københavns Hospitalsvæsen gik i hårdknude, afsendte Danske Fysioterapeuter strejkevarsel mod en række københavnske sygehuse.

Men inden strejken gik i gang, greb regeringen ind og forlængede de eksisterede overenskomster både på det private og offentlige område. Over hele landet blev arbejdet nedlagt, og FTF arrangerede den første protestdemonstration for offentligt ansatte foran Christiansborg.

I foråret 1985 rustede Danske Fysioterapeuter sig atter til strejke, da Amtsrådsforeningen ikke ville forhandle om en ny overenskomst, før det var indgået aftale på det private arbejdsmarked.

Derfor varslede foreningen, i lighed med alle de andre sundhedsorganisationer strejke, på en række sygehuse. Men også denne gang, blev konflikten standset, inden den kom i gang, da der udbrød storkonflikt på det private område. Inden der var gået en uge standsende regeringen og Folketinget strejken.

De eksisterende aftaler blev forlænget med to år, med muligheder for at give lønstigninger på 3,5 procent, og arbejdstiden blev nedsat fra 40 til 39 timer, som svar på fagbevægelsens krav om en 35 timers arbejdsuge.

Indgrebet blev atter mødt med arbejdsnedlæggelser og protestdemonstrationer over hele landet. I Danske Fysioterapeuters fagblad kaldte formand Inger Brøndsted indgrebet for ”det groveste indgreb i overenskomstforhandlingerne i nyere tids historie”.

New Public Management

I begyndelsen af 1990’erne så New Public Management med kontrakt-, mål- og resultatstyring kombineret med præstationsfremmende lønsystemer dagens lys. Det resulterede i 1995 i en overenskomst, hvor en del af lønnen fremover skulle forhandles decentralt.

Mens et flertal på 83,3 procent af fysioterapeuterne stemte ja til aftalen, strejkede sygeplejersker og laboranter i fire uger, hvorpå der fulgte et politisk indgreb.

To år efter blev der fulgt op med en ny overenskomst, hvor en større del af lønnen skulle gives som kvalifikationstillæg og funktionsløn. Aftalen gav lønforbedringer på knap 3 procent. Både fysioterapeuter og ergoterapeuter stemte for aftalen.

Det var dog med undtagelse af 500 fysioterapeuter på sygehusene i hovedstaden, der selv havde ret til at forhandle. Her sagde 3 ud af 4 nej, da de blev forelagt en tilsvarende aftale. Efterfølgende blev der varslet strejke for fysioterapeuterne på Rigshospitalet. 

Forligsmanden fremsatte en mæglingsskitse, som betød, at kun over- og afdelingsfysioterapeuter skulle overgå til den nye lønformer, mens resten af fysioterapeuterne på hovedstadens sygehuse blev i det gamle lønsystem og fik højere begyndelsesløn. 79 procent stemte for mæglingsforslaget.

59 dages strejke for ligeløn

I 2008 brød forhandlingerne mellem Sundhedskartellet og de offentlige arbejdsgivere sammen. Sundhedskartellet, der repræsenterede 120.000 ansatte indenfor sundhedsvæsenet, herunder fysioterapeuter, forlangte lønstigninger på 15 procent over tre år og nedsættelse af en ligelønskommission.

Begge dele skulle være med til at løse det ligelønsproblem, som kunne spores helt tilbage til tjenestemandsreformen fra 1969.

Arbejdsgiverne havde tilbudt 12,8 procent, men Sundhedskartellet, FOA og BUPL takkede nej. Så midt i april gik fysioterapeuter, sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter, pædagoger m.fl. i den første generalstrejkelignende konflikt på det offentlige arbejdsmarked.

Det blev til en 59 dages lang konflikt, hvor gadebilledet var præget af de strejkende. I Syddanmark gik fysioterapeuter 27 kilometer til fods, en strækning fra Bramminge til Ribe, for at vise lønforskellen på offentligt og privatansatte med tilsvarende uddannelseslængde.

I Viborg blev der afholdt strejkegadeløb, og i et stort antal byer var der demonstrationer og aktiviteter på gader og torve. Eksempelvis på Hestetorvet i Roskilde, hvor formanden for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr talte til de fremmødte i en megafon fra apotekerens balkon.

I begyndelsen af juni blev der indgået en aftale, som gav lønstigninger på 13,3 procent og et løfte om at nedsætte en ligelønskommission. 86,6 procent af medlemmerne i Sundhedskartellet sagde ja til aftalen, som Johnny Kuhr efter omstændighederne kaldte for god.

Omstændighederne var ifølge formanden, at Sundhedskartellet havde været oppe imod stærke politiske kræfter. Forhandlingsmodparten Danske Regioner var lagt i benlås af regeringen og finansministeren.

Dertil kom, at en stor del af den øvrige fagbevægelse ikke ønskede, at sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre og øvrige sundhedsprofessionelle skulle have held til at strejke sige til bedre resultater end dét, som de fleste organisationer havde sagt ja til.

Fanget af lockout

I april 2013 valgte de offentlige arbejdsgivere at lockoute 67.000 lærere på en række skoler, da forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL brød sammen. Lockouten medførte, at 56 fysioterapeuter, der var ansat på landets 16 SOSU-skoler, blev inddraget i konflikten.

Lockouten varede i 25 dage indtil et flertal i Folketinget valgte at gribe ind og vedtog en lov, der fastlagde lærernes vilkår, bl.a. arbejdstidsreglerne, der havde været den store knast i forhandlingerne.

I fagbladet Fysioterapeuten fortalte fysioterapeut Engelien Kuiper, at det værste ved at være lockoutet fra SoSu-skolen i Nykøbing Falster var, at hun ikke kunne få lov til at afslutte en hold studerende, der skulle have været til afsluttende eksamen.
”Så lockouten har fyldt rigtig meget, også i den lange periode op til, at den trådte i kraft”.

Historisk lockout

I marts 2018 trak det op til konflikt igen. Samtlige faglige organisationer på det offentlige arbejdsmarked varslede strejke overfor de tre offentlige arbejdsgivere: Staten, regionerne og kommunerne. Arbejdsgivernes svar var en omfattende lockout af ca. 440.000 offentligt ansatte.

Varslerne medførte, at 836 fysioterapeuter blev varslet i strejke og 1.311 fysioterapeuter blev varslet i lockout. Fraregnes overlappet mellem de to grupper betød det, at i alt 1.921 fysioterapeuter blev berørt af konflikten med de offentlige arbejdsgivere.

Striden handlede på papiret om 3 hovedknaster:

1. Parterne kunne ikke finde enighed om den økonomiske ramme for forhandlingerne, ligesom der ikke var enighed om hvordan en reguleringsmekanisme mellem lønudviklingen i det offentlige og det private skulle udformes.
2. Der var blandt organisationerne et klart krav om, at arbejdsgiverne skulle anerkende den overenskomstmæssige kutyme om betalt spisepause, som i nogle overenskomster ikke var direkte nedskrevet.
3. Efter 6 år med lovregulering af undervisernes arbejdstid forventede organisationerne at loven blev erstattet af aftale mellem overenskomstparterne.

De strandede forhandlinger blev videreført i Forligsinstitutionen, hvor forligskvinde Mette Christensen satte ind med et intensivt mæglingsforløb mellem parterne.

Optrækket til konflikten var på alle måder historisk. Dels stod samtlige faglige organisationer samlet i deres krav mod arbejdsgiverne. Dels var lockoutvåbnet ikke nogen sinde tidligere blevet brugt så massivt af de offentlige arbejdsgivere.

På den baggrund blev kampen både til en kamp om de overenskomstmæssige vilkår ved overenskomstforhandlingerne i 2018, men også en kamp om bevarelsen af den danske model på det offentlige arbejdsmarked og en mulig anstødssten for en justering, der bedre modsvarer forholdene blandt parterne på det offentlige arbejdsmarked.

”Jeg kan godt komme i tvivl om, hvorvidt arbejdsgiverne overhovedet er interesseret i reelle forhandlinger i forligsinstitutionen”, udtalte formand Tina Lambrecht med direkte reference til den bekymring, der var for at arbejdsgiverne spekulerede i et lovindgreb og dermed i en tilsidesættelse af det hæderkronede forhandlingssystem, Den Danske Model.

Forlig i 11. time

Forligsmand Mette Christensen udskød konflikten de 2 gange, hun havde mulighed for. Kort før tidsfristens udløb indgik nogle organisationer aftaler på det regionale område. Det udfordrede sammenholdet, men det lykkedes at indgå aftaler på alle områder. Dog måtte underviserne se det ømtålelige spørgsmål om deres arbejdstid henvist til kommission.

De indgåede aftaler for kommunalt, regionalt og statsligt ansatte sikrede en bedre sammenhæng mellem lønudviklingen på det private og det offentlige område. Samtidig betød aftalerne mere i løn og gennemførslen af en række særlige krav fra fysioterapeuterne.

De faglige organisationers sammenhold havde stået sin prøve og sikret et resultat, som de offentligt ansatte medlemmer af Danske Fysioterapeuter den 4. juni havde godkendt med 99% stemmer for og 1% imod.