Vidste du...

Den ulige fordeling

Selvom foreningens to første formænd var – ja, mænd og tilmed læger – så var det e de første år primært kvinder fra det bedre borgerskab, der blev massøser. Fra midten af 1930’erne og til midten af 40’erne blev der optaget 72 elever, hvoraf 9 var mænd. I 1973 udgjorde mændene en tiendedel af de studerende, men i dag er kønsfordelingen heldigvis blevet meget mindre, og en tredjedel af de studerende på fysioterapeutuddannelserne er mænd.

Billedtekst: Massage for mænd, udført af mandlige massører på Bispebjerg Hospital.

Det første fitnesscenter er fra 1865

Hvis man tror, at fitnesscentrene er et nyt fænomen, tager man fejl. Allerede i 1865 indviede den svenske læge Gustav Zander et træningscenter med de såkaldte Zander-apparater, som han selv havde udviklet.

Der var over 70 maskiner til aktive og passive bevægelser, massagebehandling, stræk og ortopædisk behandling.

Billedtekst: Et typisk behandlings- og træningscenter med Zander-maskiner fra det tyske sygehus Eppendorf Allgemeines i Hamburg.

De fleste af de maskiner, vi ser i fitnesscentrene i dag, minder om de tidlige Zander-apparater. Med maskinerne ønskede Gustav Zander at udvikle et system, der byggede på det fremherskende gymnastik og sygegymnastiksystem udviklet af Pehr Ling.

Zander-maskinerne blev en eksportsucces og især Tyskland tog det nye system til sig.

Også i Danmark vandt apparaterne indpas og blev brugt til specifik genoptræning i gymnastik-institutter flere steder i landet. I 1920’erne tilbød sygehuse og sanatorier maskintræningen sammen med eller i stedet for behandling hos massøserne blandt andet på sygekasseklinikken i Vendersgade.

Gustav Zander specialiserede sig i skoliose og udviklede flere apparater til at korrigere eller justere fejlstillinger gerne som erstatning for korsetbehandlingen og som en måde at få patienterne til selv at tage hånd om skoliosen.

Kondicyklen

På Gigtsanatoriet i Skælskør havde man i begyndelsen af 1930’erne udviklet en slags kondicykel, som patienterne kunne bruge til at vedligeholde bevægeligheden i knæene.

Følgende billedtekst ledsagede fotoet i det første samlede værk om massøser fra 1943: ”Køretøjet hænger i et Stativ på Gulvet og ved Stopuret sidder en Sygeplejerske (Overlægens Datter) og passer paa, at Cykleløbet ikke falder ud af sit tempo”. Lederen af Gigtsanatoriet oplyser i selvsamme værk at massøsernes fysikalske behandling var essentiel for alle de patienter, der var indlagt på sanatoriet.

Patienterne fik tilbudt bade og varme pakninger, kortbølge, massage kombineret med aktive bevægelser til ledmobilisering og modstandsøvelser. Han understreger, at massage til akut betændte led ”hører selvfølgelig til i utopiens verden!”.

Massagen blev kaldt kvaksalveri

Den voksende interesse for massage fik i 1891 læge og gymnastik-institutejer Peter Panum til at fare i blækhuset og skrive indlægget i Ugeskrift for læger: ”Nogle ord om massage-kvaksalveri.” Han havde i løbet af et år modtaget hele 46 henvendelser fra kvinder, der ønskede at lære massage og sygegymnastik. 

Blandt ansøgerne var: 

• sørgende ældre og yngre enker efter embedsmænd, handlende og landmænd
• forladte koner
• koner, hvis mænd var sindssyge eller fallit
• døtre af mænd i forskellige livsstillinger
• tjenestepiger
• jordemødre uden praksis
• sygeplejersker

Sagen var den, at så snart en kvinde af den bedre klasse var nødt til at ernære sig selv, var et af de første råd, hun fik, at hun skulle lære massage. Ifølge Peter Panum havde ansøgerne den opfattelse, at massage var noget, der kunne læres på et par uger ”og så var al nød forbi.” 

Han rasede over de mange kvinder, som kastede sig ud i at lære massage på hurtige og billige kurser, som ikke var lægedrevne institutter og kaldte dem farlige kvaksalvere.

Det første hospital med massøser

Billedtekst: Her en gruppe nyuddannede massøser, der kan fejre afslutningen af deres uddannelse med en fest på Københavns Kommunehospital

Kommunehospitalet i København var det første hospital i Danmark, som ansatte massøser og behandlede med massage.

Københavns Kommunehospital var Danmarks første moderne hospital, hvor patienter blev indlagt med henblik på videnskabelig behandling og ikke blot et sted, hvor især fattige patiner blev opbevaret for at dø. Kommunehospitalet 844 sengepladser var foregangshospital, når det gjaldt sygegymnastik og massage.

Den første massøse var Alvilda Fürst, der blev ansat i 1884 som ”Fruentimmervagt” da der ikke var en stillingskategori for massøser. I begyndelsen behandlede hun iskias-patienter, men kom hurtigt til også at behandle andre patienter. Snart efter blev der ansat en massøse på hospitalets kirurgiske polio-klinik.

I 1891 ansatte hospitalet en bademester, der havde studeret sygegymnastik og vandterapi i Sverige. Og i 1900 fik hospitalet en badeafdeling for kvinder ledet af en kvinde med samme kvalifikationer.

Sygegymnastik blev til hjemmetræning

I 1887 udgav lægen, ortopæd Peter Munk Rudolph Panum en vejledning i Sygegymnastik i hjemmet. Han var uddannet hos læge Andreas Drachmann, som inspireret af sygegymnastikken i Sverige grundlagde det første institut for sygegymnastik i Danmark. Panum fremhævede, at sygegymnastikkens helbredende kraft, og dens evne til at hæve allerede indtrådte sygdomme desværre var alt for upåagtet herhjemme.

Han mente, at sygegymnastikkens ringe udbredelse skyldtes lægernes ringe kendskab til og mistro over for behandlingsmetoden. Og så noterede han sig, at sygegymnastik i hjemmet vandt frem blandt andet på grund af udgifterne ved de lange behandlingsperioder på de gymnastiske institutter med lægetilsyn.

Det havde ført til flere vejledninger om sygegymnastik i hjemmet, som ikke var tilfredsstillende. Og derfor lavede han selv en udførlig vejledning, der ud over en gennemgang af sygegymnastikkens virkning på en række sygdomme også indeholdt 70 tegninger og udførlige instruktioner til øvelser, der kunne udføres i hjemmet – en forløber til nutidens hjemmetræning eller hverdagsrehabilitering.

Årslønnen i 1919

Foto fra ”fysioterapien i Skodsborg Badesanatorium.

Mange af massøserne var ansat på sygehusene og i privat praksis under meget forskellige vilkår og med meget forskellige timetal. I 1919 vedtog foreningens repræsentantskab en tre-trinslønskala for de ansatte på sygehusene. Årslønnen for en arbejdsdag på sygehusene på fire timer med pension og en månedsferie var mellem 2.000-3.200 kr., hvilket i nutidskroner svarer til 52.940-87.704 kr.

Desuden indgik foreningen en særskilt aftale om årslønningerne i de private klinikker. For en arbejdsdag på fire timer var årslønnen 2.000-2.400 kr. med tre ugers ferie med fuld løn. I nutidskroner svarer det til en løn på 52.940-63.528 kr.

Den første lønundersøgelse i 1918

Allerede inden den endelige stiftelse af Den almindelige danske Massageforening valgte nogle af foregangskvinderne at undersøge, hvilken løn massøserne fik på hospitaler og private klinikker i hele landet. Der blev udsendt 172 spørgeskemaer. Det viste sig at der var ansat massøser på de fleste hospitaler i København, mens kun 22 ud af 84 hospitaler i provinsen havde ansat massøser.

De fleste var ansat få timer dagligt, og der var store forskelle på lønningerne og vilkårene. Mange af massøserne på hospitalerne supplerede indkomsten med arbejde i privat praksis.

Takststigninger i 1939

I maj 1939 godkendte repræsentantskabet i Den almindelige danske Massageforening nye takster for behandling i sygekassernes regi:

Hjemmebehandling: 1,80 kr. (i nutidskroner: 59 kr.).

Behandling i massøsens lokaler: 1, 15 kr. (i nutidskroner: 43 kr. 39 øre).

For patienter, der boede mere end 4 km fra massøsen, steg taksten med 65 procent.

Stillingsopslag anno 1918

Billedtekst: Bispebjerg Hospital var lang fremme med tilbud om fysisk terapi til de indlagte patienter. Hospitalet anvendte en lang række apparater, her ses en såkaldt Zander-maskine.

Tidsskrift for Dansk Massage og Sygegymnastik Forening nr. 4 1918 bragte to stillingsannoncer: en læge søgte to massøser til sin lægepraksis og Bispebjerg Hospital søgte en massøse.

Ledige pladser
For to uddannede autoriserede massøser er Pladser ledige til 1. April. 6 Timers Arbejde. Gage 100 Kr. plus 10. Kr. i Dyrtidstillæg. Ansøgning inden 20 Marts til Læge Wiltrup, Frederiksborggade 7.

Bispebjærg Hospital.
Paa Bispebjærg Hospital bliver er en stilling som Massøse ledig den 1. April d. A. Ansættelsen er paa 1 Aar med Adgang til forlængelse i 1 Aar. Løn 60 Kr. maanedlig. Ansøgninger, bilagt bekræftede Afskrifter af Anbefalinger og indeholdende nødvendige Oplysninger om Vedkommendes Uddannelse, indleveres til Hospitalsdirektørens Kontor, Kommunehospitalet, inden den 17. ds.

Den ældste forening i Skandinavien

Den almindelige danske Massageforening er den ældste af de skandinaviske foreningen.
”Norske Sykegymnasters Landsforbund" blev stiftet i 1936. Herefter kom den islandske forening "Felag Islenzakra Sjukrapjalfara" i 1940.

Både den svenske forening ”Kvinnliga Legitimerede Sjukgymnasters Riksförbund” og Finlands "Medikalgymnasters Förening" blev stiftet i 1943 (Suomen Fysioterapeutit).

Aandelig modenhed og ligevægt var et krav

For at opnå lægeautorisation skulle massøserne gennemføre en uddannelse, der var godkendt af lægeforeningen.

Dansk Massage- og Sygegymnastforening, der var den største forening for massøser før stiftelsen af Den danske almindelige Massageforening, stillede i 1914 krav om, at massøserne skulle være over 21 år for at blive indstillet til eksamen og få sin autorisation med følgende begrundelse:

”[...] selvom enkelte Personer allerede i en yngre Alder kan have tilstrækkelig legemlig Udvikling, vil de næppe før 20-21 Aars Alderen have naaet den Aandelige Modenhed og Ligevægt, som er nødvendig til Arbejdet som selvstændig udøvende Mekanoterapeut.” (Lægeforeningens Autorisation af Massører og Sygegymnaster, 1914).

Autorisationsbestemmelserne var gældende i mange år, selv om flere paragraffer blev justeret undervejs.