Polio førte til nye behandlingsmetoder

I 40’erne og 50’erne blev de nye poliotilfælde mere alvorlige end tidligere. Flere blev ramt af lammelser i åndedrætsmuskulaturen, og mange døde af det. I den første akutte fase var børnene isolerede på sygehusene og det handlede primært om livredende behandling med jernlunger eller cuirasseskjold, der var datidens respiratorer.

Flere af børnene var tracheostomerede og blev ventilationsbehandlet manuelt af unge lægestuderende. Når børnene var over den helt akutte fase, begyndte den ofte meget hårde og intensive genoptræning for at opretholde ledbevægeligheden, styrke og udholdenheden i musklerne.

Massøserne fik en vigtig rolle

Massage og sygegymnastik fik hurtigt en nøgleposition, og på flere sygehuse og kurcentre i landet behandlede massøser de mange børn og unge, der blev ramt.

Den Danske almindelige Massageforening besluttede sig for et selvstændigt initiativ for at hjælpe og lette lidelserne for overleverne af polioepidemien i 1952 og henvendte sig til Blegdamshospitalet i København med et beredskab, som påtog sig at hjælpe de lammede børn og unge med massage, sygegymnastik, bandagering, lejringer, aktiv øvelsesterapi, elektrisk behandling, svømmeøvelser og varme pakninger og varmtvandsbade.

Det var også i forbindelse med polioepidemien, at massøserne sammen med lægerne udviklede nye behandlingsmetoder som ”lunge-massage”. Der kunne gå 1-2 år før børnenes tilstand var stabil, og de kunne afslutte genoptræningsforløbet. Det var en hård periode, for børnene blev presset hårdt i genoptræningen, og i lange perioder måtte de undvære forældrene, mens de var indlagt.

Massøserne/sygegymnasterne indsats var en succes. Patienterne var taknemmelige og i offentligheden opstod en forståelse for, at massøserne kunne mere end ælte muskler. Polioepidemien toppede i 1952. I 1956 blev de første børn og unge vaccineret mod sygdommen og 1964 var det første år, hvor der ikke kom nye tilfælde af polio.