Da verden åbnede sig

Da 2. verdenskrig sluttede og de tyske besættelsestropper forlod landet, lå grænserne åbne, og det var igen muligt at rejse.

Der kom udenlandske massøser og sygegymnaster til Danmark, mens danske massøser tog til udlandet for at studere, flest til England, men også til USA, Schweiz, Frankrig og Holland.

Eksempelvis sendte Polioklinikken på Tuborgvej i København adskillige læger på konferencer i udlandet, og i 1946 tog to overmassøser på flere måneders studieophold i USA.

Læger og massøserne lærte nye behandlingsmetoder, eksempelvis om lungefysioterapi i England, hvor erfaringerne med krigsskadede soldater havde haft stor indflydelse på behandlingen.

Det havde medført et skift fra passiv til aktiv massagebehandling samtidig med, at massøsernes havde fået til opgave at instruere og hjælpe patienterne med øvelserne.

Og så var der atter adgang til udenlandske tidsskrifter, hvor læger og massøser kunne hente viden og inspiration.

Et nytårsønske fra redaktøren

I september 1946 var Rudie Agersnap blevet redaktør af tidsskriftet for Den almindelige danske Massageforening.

I hendes nytårsønske til medlemmerne satte hun spørgsmålstegn ved, om danske massøser kunne opfylde de krav, der internationalt stilles til en sygegymnast. Hun mente ikke, at massøserne var selvstændige nok og havde den fornødne viden.

Det var første gang, at nogen havde sammenlignet danske massøser og deres uddannelse i forhold til andre lande. Ifølge Rudie Agersnap var hovedproblemet, at massøserne i Danmark i bogstaveligt forstand fik en skoleuddannelse. Det var nødvendigt, at de kunne læse og tilegne sig videnskabelige artikler og arbejde selvstændigt.

Med inspiration udefra udstak Rudie Agersnap en ny kurs for fagets og foreningens udvikling. Det blev rettesnor for hendes videre virke, da hun i 1953 for anden gang blev valgt som formand for foreningen, der kort forinden havde skiftet navn til Danske Fysioterapeuter.

Opsving for det internationale samarbejde

Det internationale arbejde fik et voldsomt opsving i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950’erne. I første omgang drejede det sig om et samarbejde mellem de nordiske foreninger, men der blev i 1947 også taget kontakt til den amerikanske fysioterapiforeningen.

I 1948 blev der afholdt en international kongres om fysioterapi i London, som samlede omkring 1000 deltagere fra 16 lande, heriblandt 16 fra Danmark. Ud over en række faglige emner, blev der drøftet mulighederne for at etablere en international organisation for fysioterapeuter.

Det skete i 1951, da delegerede fra 15 lande mødtes i København, for at stifte World Confederation for Physical Therapy (WCPT). De delegerede repræsenterede hovedsageligt europæiske lande, men også Australien, New Zealand, USA og Sydafrika var blandt de fremmødte.

Det endte med, at kun 11 lande deltog i den endelige oprettelse af den internationale organisation – men inden længe sluttede flere lande sig til, og med årene udviklede WCPT sig til en verdensorganisation. De 11 lande der i 1951 etablerede organisationen var: Danmark, Australien, Canada, Finland, England, New Zealand, Norge, Sydafrika, Vesttyskland, Sverige og USA.

Formålet med verdensorganisationen var at sikre bedre uddannelse af fysioterapeuter, fremme videnskabelig forskning indenfor fysiurgien, styrke det internationale samarbejde og udbrede kendskabet til fysiurgi og fysioterapi i offentligheden. Ved stiftelsen af WCPT blev Rudie Agersnap valgt som en af to vicepræsidenter.

I 1953 i London blev den første internationale verdenskongres afholdt og i 1956 blev WCPT tilknyttet FN’s sundhedsorganisation. I perioden fra 1959 til 1968 bestred Rudie Agersnap præsidentposten i WCPT.

I dag er fysioterapeutorganisationer fra 111 lande medlem af WCPT, som repræsenterer omkring 450.000 fysioterapeuter over hele verden. Danske Fysioterapeuter er fortsat aktiv i verdensorganisationen, særligt i den europæiske region af WCPT. Derudover er der et tæt samarbejde mellem de nordiske fysioterapeutorganisationer.